Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

192 XVIII. Sociologiske Data. føre en selvstændig menneskelig Tilværelse. Hun kan kun fyldestgøre sin Plads i Ægteskabet, naar hun har Muligheden for ogsaa at kunne udfylde en Plads uden for det. Kun da kan hendes Valg blive frit, naar begge Muligheder frembyde sig for hende. Hvad hun saa vælger, vælges det ikke blot som Middel for at sikre Existentsen, men som en Livsopgave. — Den Tid vil sikkert komme, da det vil være unødvendigt at gaa ind paa en nærmere Begrundelse af Kvindens Ret til selvstændig Udvikling og til frit Va]g af Livsopgave. Lige saa lidt som vi i Etiken nu have et Afsnit om Mandens Stilling og Vilkaar, vil man i Fremtidens Etik behøve et Afsnit om Kvindens Stilling og Vilkaar. Men endnu er den Forestilling ikke forsvunden, at Kvinden ved sin Natur kun er anlagt til at være Hustru og Moder, og at enhver Bestræbelse for at muliggøre en Virksomhed af anden Art for hende beror paa en betænkelig Vildfarelse. 2. Med Hensyn til Kvindens Natur staa to Anskuelser skarpt over for hinanden, den ene (som i Oldtiden hyldedes af Platon, i Nutiden af Stuart Mill), at Forskellen mellem Mandens og Kvindens Natur og Evner kun er en Grads- forskel, om den i det hele er til Stede, — den anden (som bl. a. hyldes af Spencer), at Forskellen fra Naturens Haand er saa dyb og fast, at den stedse maa betinge en Artsforskel mellem de to Køns Stilling og Virksomhed. Man maa stedse være forsigtig med at tale om Natur- ejendommeligheder og Naturforskelligheder, som om de vare evige og uforanderlige. Naturen er i en stadig Udvikling, især paa de levende Væseners Omraade. Den Natur, vi staa over for, er stedse selv ble ven til, og en ny Natur vil igen udvikle sig af den. Men paa den anden Side gaar denne Udvikling langsomt for sig, og vi maa vel agte paa, hvor langt vi til den givne Tid ere komne. Derhos staa Kvindens Natur og hendes Vilkaar i Vexel- virkning med hinanden. Hendes Vilkaar bestemmes ved hendes Natur, men virke ogsaa tilbage paa denne. Derfor beror hendes Natur for en stor Del paa, hvad der fordres af hende, og hvad man giver hende Ret til. Hvad det her, som overalt, gælder om, er at afpasse Fordringer og Rettigheder saaledes, at de lade Naturen ske Fyldest og tillige udvikle den i bedste Retning.