Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXL Etik og Pædagogik. 207 Lydighed mod den advarende Stemme frelse det. Forældrene repræsentere over for Barnet den modne Erfaring og den selv- stændige Dom. Indtil Barnet opnaar Selvstændighed, ledes det • af Trangen til at finde Billigelse af sin Færd hos dem, det elsker højest; af denne Trang udvikler sig saa efter Haanden Trangen til Selvagtelse og dermed den etiske Selvstændighed*). Barnet har Samvittigheden uden for sig, før den kan faa den i sig selv. Men Lydigheden og Tilliden til andre føre kun til selvstændig Overbevisning derved, at de føre til Handling. Vi mindes atter her det aristoteliske Princip, at man kun bliver 1god ved at handle godt. Den uvilkaarlige, instinktmæssige Maade, hvorpaa Barnet følger Ældres Færd og efterligner dem, den Iver, hvormed det slaar ind paa de Veje, man aabner for dets stærke Trang til at bruge sine friske Kræfter, har nok saa meget at sige som den bevidste Lydighed. Der skabes, uden at Barnet selv mærker noget til det, Præcedentser, som bestemme Fremtiden og afgive et bedre Grundlag end For- maninger og Trusler, Belønninger og Straffe. Erfaringer, som det senere faar Brug for, kan det paa denne Maade gøre i det smaa saaledes, at det føler Glæde ved sin egen Virksom- hed. Naar den Tid kommer, da det forstaar Buddene og Formaningerne, har det allerede udøvet dem; og det er egentlig den eneste Maade, hvorpaa det ret kan forstaa dem. Lige som man efter nyere Metoder i Sprogundervisningen ikke be- gynder med grammatiske Regler, men med praktisk Øvelse i Sproget, saaledes bør man i den praktiske Etik heller ikke begynde med moralske Regler men med Øvelse af Kræfterne. Den ubevidste Opdragelse er nok saa vigtig som den be- vidste. Der er Tanker og Følelser, som først blive mulige, naar Virksomhed gaar i Forvejen. — Men ved ubevidst Op- dragelse kan man ogsaa forstaa den Opdragelse, som For- ældrene øve, uden at de selv vide af det. Deres ubevogtede Øjeblikke virke nok saa meget paa Barnet som de Øjeblikke, i hvilke de optræde over for det med klar pædagogisk Be- vidsthed; i sine ubevogtede Øjeblikke taler og handler man jo ofte mest energisk. Det nytter derfor ikke at lægge det for- *) Dette er meget smukt paavist af J. G. Fichte: Reden an die deutsche Nation. Berlin 1808. p. 317—329.