Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXI. Etik og Pædagogik. 209 ordentlig vanskeligt at faa Evner og Opgaver til at passe sammen, saa maa det dog kunne lykkes for Barnet, da man selv er Herre over, hvilke Opgaver man vil stille det; og lykkes det en Gang at løse Opdragelsens Problem, ville derved ogsaa de voxne hjælpes i Kampen med deres Problemer. 5. Barnets Selvvirksomhed har naturligvis sine Grænser. Det kan ikke selv paa ny gøre alle de Erfaringer, Slægten paa sin lange Vej har gjort. Erfaringen opdrager os for en stor Del gennem Skuffelser, gennem Forventninger, der ikke opfyldes. Derved lære vi at fastsætte Grænserne mellem det virkelige og det blot mulige *). Men. det er Opdragerens Pligt at sørge for, at Skuffelserne ikke blive for store for Barnet, saa de kue dets Mod. En for brat Overgang fra Forventning eller Illusion til Realitet kan let kvæle den Selvtillid og Tryg- hedsfølelse, som Barnet aller mindst kan undvære. Barnet begynder med naivt at tillægge alle sine Forestillinger Gyldighed. Det begynder med en Sangvinitet, der foregriber Erfaringen. En brutal Sønderrivelse af Illusionerne, en altfor pludselig Indskærpelse af Forskellen mellem Fantasiens og Virkelighedens Verden kan Barnet ikke taale. Denne Forskels Indøvelse strækker sig jo ogsaa gennem hele Livet og kan ikke til Ende bringes paa én Gang. Opdragelsens Kunst bestaar i saa vidt muligt at lade Barnets Sangvinitet og Fantasi have sit frie Spil, og dog at øve en Kritik, der beskærer det fordærvelige og betoner den sunde Kærne. Intet Steds finder dette en vigtigere Anvendelse end paa de religiøse Forestillinger. Barnets Maade at opfatte og for- klare sig Tingene paa har meget fælles med Naturmenneskets. De have begge en Tendents til at finde Forklaringen af, hvad der foregaar omkring dem, i personlige Væseners Indgriben. De personificere Naturen og forstaa egentlig kun personlige Aarsager. Det er ikke altid sagt, at der kommer en poetisk Naturopfattelse ud deraf. Netop Tendentsen til at personificere kan give Forklaringen en udvortes og mekanisk Karakter. Naar Barnet forklarer Stjernernes Tilsynekomst om Aftenen ved, at Vorherre tænder dem, lige som »Manden« tænder *) Smign. Psykologi p. 149 —152. Høffding: Etik.