Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

218 XXIII. Frihed og Kultur. Sammenstød holdes borte; den Enkeltes Udfoldelse maa paa visse Punkter indskrænkes, for at alle kunne faa den samme Ret. Tvang og Skranke følge altsaa af Velfærdsprincip et, naar de ere Betingelser for den Enkeltes blivende Tarv eller for alles Tarv. Frihedens Begrænsning følger af det samme Princip, af hvilket den selv fra først af begrundes. Det er derfor ingen ydre eller tilfældig Begrænsning. Det vilde den kun være paa den absolute Individualismes Standpunkt, hvor det eneste Maal er det enkelte Individs egen fulde Tilfreds- stillelse. Men hvor det etiske Princip omfatter alt menneskeligt, hele Slægten, for saa vidt Individet kommer i Berøring med den, dér finder ingen rent ydre Akkommodering Sted. Den Enkelte er kun et af de mange Centra for menneskeligt Liv, og det højeste Formaal er det Liv, der rører sig i dem alle. For det andet er den frie Udfoldelse af Evner og Drifter ikke blot et Formaal, som skal virkeliggøres i saa stort Om- fang som muligt; den er ogsaa et af de vigtigste Midler til Fremgang for det menneskelige Liv. De Kræfter, som Slægten raader over, bo alle i de enkelte Individer, og kunne ikke sættes i Bevægelse blot ved ydre Tvang. Jo mere de enkelte faa Lov at se med deres egne Øjne og virke med deres egne Hænder, des mere ville de kunne udrette ikke blot for sig selv, men for Slægten. Jo mere Skrankerne kunne udvides, des større levende Kraft raader Slægten over. De frie Personligheder staa lier som Midler eller Kraftcentre for Slægtens Liv. Fra denne Side især har Stuart Mill begrundet Frihedsprincipet i sin berømte Bog »Om Friheden«: »Friheden er,« hedder det her, »den eneste vedvarende og aldrig svigtende Kilde til For- bedringer, fordi den skaber lige saa mange uafhængige Midt- punkter for Forbedringer, som der er Personligheder.« Men skønt vi saaledes nok kunne skelne mellem Friheden som Maal og Friheden som Middel, hænge de dog nøje sammen og betinge hinanden. For at kunne have Friheden som Middel, maa man til Dels have opnaaet den som Maal; for at kunne virke som Kraftcentrum maa man have opsamlet Kraft i sig. Og omvendt: kun gennem fri Brag af sine Kræfter bliver man en virkelig Personlighed. Vi genfinde atter her det ari- stoteliske Princip: vi blive kun frie ved at handle med Frihed. Heri ligger netop det vanskelige ved Friliedsprincipets An-