Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXV. Det sociale Spørgsmaal. 239 Stedet. Medens det materielle Arbejde nu staar som en underordnet, tjenende Kraft, maa den Indsigt trænge igennem, at Arbejdet er Kilde til al Rigdom og Kultur. »Over for Arbejderklassen« — hedder det i et af tyske Socialdemokrater (i Gotha Maj 1875) udstedt Program — »ere alle andre Klasser kun en reaktionær Masse«. Som man raaber i Skoven faar man Svar. Fra begge Sider mødes man i den Paastand, at der bestaar en skarp Modsætning, en Dualisme inden for Samfundet, kun at man fra den ene Side anser den for gavnlig eller i hvert Tilfælde nødvendig, fra den anden Side for umenneskelig og for let at ophæve, naar blot Villien er god. 5. Efter den almindelige Opfattelse, som tidligere er gjort gældende (III, 19—20; XIII, 1—4), skal den etiske Udvikling føre det videre, som den naturlige, mere eller mindre ubevidste Udvikling har indledet. Den menneskelige Villie kan ikke skabe af intet, men kan kun bygge videre paa den Grundvold, Naturen har lagt. Det gælder altsaa at finde Udgangspunkter og Fremtidsspirer i det givne. Hvor saa- danne aldeles mangle, er Tilstanden haabløs. Men efter begge de nys fremdragne Opfattelser ende vi i Haabløshed. Fol- den først omtalte Opfattelses Vedkommende er dette konse- kvent; ti da den ansér Dualisme i Menneskeslægten for en normal Tilstand, er der for den ingen Grund til at hige ud over den. Over for 'den anden Opfattelse derimod maa der stilles det Spørgsmaal: dersom der i det nuværende Samfund aldeles ikke findes noget af Værdi, hvorfra faas da Kræfterne til at arbejde paa den nye Samfundsbygning? De Kræfter, vi bruge, har Fortiden stedse bragt til Veje. Det er derfor ikke let at se, hvorledes en absolut Fordømmelse af det historisk overleverede kan forenes med et stort Haab til Fremtiden. Der er desuden en Ting, som begge Parter overse. Dua- lismen er ikke saa stærk, som de skildre den. Naar det sociale Spørgsmaal i vor Tid er stillet skarpere end før, er det, efter hvad vi have set, for en stor Del, fordi Bevidst- heden om dets Betydning er vaagnet. Denne Bevidsthed er ikke indskrænket til nogen enkelt Stand eller Kreds. Det er, som Stuart Mill har sagt, det ejendommelige for vor Tid,