Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXVII Materiel og ideel Kultur. 271 Men det er ikke altid, at Hviletiden anvendes paa bedste Maade. Lige som det er en Maalestok for Nationalrigdommen, hvoi’ stor Fritiden er, lige saa er det en Maalestok for Na- tionaldannelsen, hvorledes denne Fritid anvendes. Aristoteles siger om Spartanerne, at deres Stat gik tilbage, fordi de ikke forstøde at bruge deres Fritid paa rette Maade; de havde skaffet sig Magt og Rigdom, men af Mangel paa Aandsdan- nelse havde de intet at bruge disse Midler til.* *) Om saare mange af de saa kaldte højere Klasser gælder det samme endnu. Netop i disse Klasser hengiver man sig ofte til sanse- lige Nydelser af laveste Art, fordi der mangler Drift til æd- lere Nydelser. Man kan da ikke undre sig over, at det samme er Tilfældet i saa høj Grad i de fysiske Arbejderes Klasse, hvor den stærke Anspændelse i Arbejdstiden ofte ikke ladei- nogen Energi til overs til Hviletiden. I det hele synes dog en Sammenligning mellem Fornøjelsernes Art i ældre og nyere Tid at føre til det Resultat, at Raaheden er bleven mindre end i tidligere Tider.**) 3. Af to indbyrdes nøje sammenhængende Grunde faar den ideelle Kultur en højere Værdi end den materielle. — Den staar i inderligere Forbindelse med Menneskets Personlighed. Der er ikke den Forskel mellem Arbejde, Arbejdsmidler og Arbejdsprodukter, som ved den materielle Kultur. Vi arbejde her med vor egen Aand, og hvad vi frem- bringe, kan ikke skilles fra vor egen Aand, men tilhører den for bestandig. Derimod opstod jo det sociale Spørgsmaal paa Grund af, at Arbejdskraften ikke altid var forbunden med Arbejdsmidlerne eller raadede for Produktet. — Og uagtet Arbejdet her er mere forbundet med selve Personlig- heden, arbejder Individet dog ikke for sig selv alene, kaden), soin man fandt niere rationel. Men den strandede af forskellige Grunde, ikke blot religiøse. Kvinderne i Forstaden St. Marcel erklærede, at en Arbejder ikke kunde arbejde ni Dage i Træk uden at hvile. — Ad. Schmidt: Pariser Zustände während der Revolutionszeit von 1789—1800. III. p. 247. *) Polit. II, 9. **) L. Felix: Der Einfluss der Sitten und Gebräuche auf die Entwicklung des Eigenthums. p. 197.