Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

274 XXVII. Materiel og ideel Kultur. saa ofte møder, ikke mindst naar det er ejendommeligt og originalt. — Denne Lidelse falder ikke blot i de store Geniers Lod, men kan ogsaa blive dem til Del, der paa ejendommelig og selvstændig Maade tilegne sig, hvad hine have frembragt. Ogsaa de kunne erfare baade den indre og ydre Modstand. a. Intellektuel Kultur. XXVIII. Videnskabelig Erkendelses etiske Betydning. 1. Den Antagelse, at alt i Verden er underlagt en. ryt- misk Bevægelse, og at hvis der er et Fremskridt, gaar det i hvert Tilfælde ikke i lige Linie, bekræftes maaske intet Steds tydeligere end ved Dommene om den intellektuelle Udviklings Betydning. — For Grækerne stod Tanken eller Fornuften som Menneskets Adelsmærke. Kun den var et sandt Menneske, der kendte det skønne og gode. For de græske Filosofer stod Tænkning og Erkendelse som den højeste af alle Virk- somheder. I den kristelige Middelalder derimod gjaldt det at tage Fornuften fangen. Den naturlige Forstand var en Hed- ning, der skulde bøje sig for Troens Myndighed. Da man senere havde brudt med Autoritetsprincipet, ventede man sig af Videnskabens og Oplysningens Udvikling en fuldstændig Forandring, en Fuldkommengørelse af det menneskelige Liv. Allerede hos Baco og Descartes kan denne store Forventning mærkes; men hos mange af det 18. Aarhundredes Forfattere blev den til Lidenskab, til fanatisk Tro. Den revolutionære Grusomhed finder for en Del sin Forklaring i, at man ikke kunde tænke sig andet end en ond Villie som Aarsag til, at ikke alle bøjede sig for det nye Evangelium: Fuldkommen- heden laa jo saa nær, naar man blot vilde aabne Øjnene! Og dog ytrer der sig allerede under selve Revolutionsperioden