Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

278 XXVIII. Videnskabelig Erkendelses etiske Betydning. 4. Vi ere sikkert i den nyere Tid komne ind paa en Overvurdering af de intellektuelle Evner. Vi udvikle dem uden at forvisse os om, hvor vidt Udviklingen sker i Harmoni med Sjælelivets andre Sider. Det er Erkendelsens naturlige Rolle at bestemme Følelsens og Villiens Indhold og Retning. Men kun den Erkendelse kan lede os over for Virkeligheden, som selv er udsprungen af Virkeligheden. Klagerne over den blotte Forstandsoplysning og dens Unyttighed eller Skadelighed burde derfor ogsaa gaa ud paa, at den baade i Udspring og i Anvendelse staar det virkelige Liv for fjernt. Det var ogsaa i mange Maader Tilfældet med det 18. Aarhundredes Oplys- ning. Den var begrænset til en lille Kreds; den store Mængde skulde laane sit Lys fra denne lille Kreds, og en selvstændig Erhvervelse kunde der derfor ikke være Tale om. Og selve den lille Kreds af virkelig oplyste og selvtænkende Mænd stode det virkelige Liv for fjernt. Enevælden holdt dem ude fra al praktisk Deltagelse i Folkets Anliggender. Derved maatte den hele Literatur faa et ensidigt, til Dels fantastisk Præg. Folket blev uselvstændigt paa Grund af den herskende Centralisation og manglede baade Trangen til Oplysning og Evnen til at bruge denne. Folkeoplysningen skal endog have været større i Frankrig i det 16. end i det 17. og 18. Aar- h undrede.*) Videnskaben voxer stedse paa ny frem af Livet. Kun- stige Midler formaa hverken at hindre den, naar der rører sig en Trang til den, eller at holde den oppe, naar en saadan Trang mangler. Naturvidenskaben voxer ud af det praktiske Livs Krav, af Trangen til at beherske den ydre Natur; Filo- sofien bliver (som i nyere Tid især Filosofiens Historie i Eng- land viser) til ved Spørgsmaal, som Livet selv fører til at stille; Historien bliver til ud af Trangen til i Erindringen at bevare Folkets og Slægtens Liv. Den Kundskab, som for- bliver virkningsløs, er den færdige, den ude fra meddelte Kundskab. Dér hvor man kan faa et Frøkorn til at spii’e, kan man ikke altid faa et helt Træ til at fæste sin Rod. *) Smign. Tocqueville: L’ancien Régime et la Révolution. 7 éd. p. 207 f. Adolf Schmidt: Pariser Zustände. Ill, p. 335—337.