Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold
Forfatter: Harald Høffding
År: 1887
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: København
Sider: 417
UDK: 17 Høf gl.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
XXVIII. Videnskabelig Erkendelses etiske Betydning.
279
Det er den pædagogiske Kunsts Ideal at vække Trangen
til Kundskab, før Kundskaben meddeles, og kun meddele
Kundskaber i det Omfang, i hvilket der føles Trang til dem.
Jo mere det lykkes at virkeliggøre dette Ideal, des mere vil
den oven for skildrede Disharmoni forsvinde. Der er ingen
Grund til at vende om; det gælder kun om at fortsætte den
intellektuelle Udviklingsproces paa saa gode Betingelser som
muligt. Denne Udviklingsproces er intet Kunstprodukt, men
er fremgaaet af Livets egen Trang. —
Den Oplysningsstræben, som blot bedømmer et Menneske
efter dets Forstandsudvikling, og hvis hele Psykologi ind-
skrænker sig til at skelne mellem Dunkelhed og Klarhed, har
Rousseau givet Dødsstødet. Saa stor Betydning vi end til-
lægge Videnskab og Kundskab, saa er der dog andre Sider
i Menneskets Væsen, til hvilke vi først og fremmest se hen
ved Dommen om et Individ. Over for det Liv, der udfolder
sig i Følelsen og Villien, er Erkendelsen kun en Forgaard, i
hvilken vi kunne færdes, uden at komme ind i den egentlige
Helligdom. Her er det, Slægtskabet mellem det enfoldigste
Menneske og den største Tænker stadig kan være til Stede
trods al Forskel i intellektuel Dannelse. Det er ingen ringere
end Kant, som har sagt: »Jeg er selv Forsker, og er det
af egen Drift. Jeg føler den hele Tørst efter Erkendelse og
den begærlige Uro efter at komme videre deri, saa vel som
Glæden over ethvert Fremskridt. Der var en Tid, da jeg
troede, at alt dette kunde udgøre Menneskehedens Ære, og
jeg foragtede Pøbelen, som intet véd. Rousseau har ført mig
paa den rette Vej. Dette blændende Fortrin forsvinder. Jeg
lærer at ære Menneskene og vilde anse mig selv for langt
unyttigere end de simple Arbejdere, naar jeg ikke troede, at
selve denne Betragtning kunde virke til at hævde Menneske-
hedens Rettigheder«.*) Kant havde i sine første Skrifter
trøstet sig over Nøden og Kampen i Verden ved den Tanke,
at Oplysningen dog gik fremad hos en lille udvalgt Skare.
Studiet af Rousseaus Skrifter frembragte en hel Revolution
i hans Anskuelser og lod ham søge det egentlig menneskelige
dybere end i Forstanden. —
Fragmente. Werke udg. af Rosenkrantz. XI, p. 240.