Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

Forfatter: Harald Høffding

År: 1887

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: København

Sider: 417

UDK: 17 Høf gl.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 440 Forrige Næste
XXVIII. Videnskabelig Erkendelses etiske Betydning. 279 Det er den pædagogiske Kunsts Ideal at vække Trangen til Kundskab, før Kundskaben meddeles, og kun meddele Kundskaber i det Omfang, i hvilket der føles Trang til dem. Jo mere det lykkes at virkeliggøre dette Ideal, des mere vil den oven for skildrede Disharmoni forsvinde. Der er ingen Grund til at vende om; det gælder kun om at fortsætte den intellektuelle Udviklingsproces paa saa gode Betingelser som muligt. Denne Udviklingsproces er intet Kunstprodukt, men er fremgaaet af Livets egen Trang. — Den Oplysningsstræben, som blot bedømmer et Menneske efter dets Forstandsudvikling, og hvis hele Psykologi ind- skrænker sig til at skelne mellem Dunkelhed og Klarhed, har Rousseau givet Dødsstødet. Saa stor Betydning vi end til- lægge Videnskab og Kundskab, saa er der dog andre Sider i Menneskets Væsen, til hvilke vi først og fremmest se hen ved Dommen om et Individ. Over for det Liv, der udfolder sig i Følelsen og Villien, er Erkendelsen kun en Forgaard, i hvilken vi kunne færdes, uden at komme ind i den egentlige Helligdom. Her er det, Slægtskabet mellem det enfoldigste Menneske og den største Tænker stadig kan være til Stede trods al Forskel i intellektuel Dannelse. Det er ingen ringere end Kant, som har sagt: »Jeg er selv Forsker, og er det af egen Drift. Jeg føler den hele Tørst efter Erkendelse og den begærlige Uro efter at komme videre deri, saa vel som Glæden over ethvert Fremskridt. Der var en Tid, da jeg troede, at alt dette kunde udgøre Menneskehedens Ære, og jeg foragtede Pøbelen, som intet véd. Rousseau har ført mig paa den rette Vej. Dette blændende Fortrin forsvinder. Jeg lærer at ære Menneskene og vilde anse mig selv for langt unyttigere end de simple Arbejdere, naar jeg ikke troede, at selve denne Betragtning kunde virke til at hævde Menneske- hedens Rettigheder«.*) Kant havde i sine første Skrifter trøstet sig over Nøden og Kampen i Verden ved den Tanke, at Oplysningen dog gik fremad hos en lille udvalgt Skare. Studiet af Rousseaus Skrifter frembragte en hel Revolution i hans Anskuelser og lod ham søge det egentlig menneskelige dybere end i Forstanden. — Fragmente. Werke udg. af Rosenkrantz. XI, p. 240.