Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

 280 XXVIII. Videnskabelig Erkendelses etiske Betydning. Naar Videnskaben voxer ud af Livet og stedse bevarer Sammenhængen med Livet, og naar desuden det aandelige Livs Centrum ikke ligger paa det intellektuelle Omraade, men i Følelsen og Villien, saa forminskes Faren for den Dishar- moni hos den Enkelte og den Spaltning i Slægten, som den intellektuelle Udvikling saa let syntes at føre til. Og denne Fare kan undgaas, uden at vi paa revolutionær eller reaktio- nær Vis kue Videnskabens frie Bevægelse. 5. Alligevel kan det ikke være andet, end at der bliver I en Modsætning mellem forskellige Trin af intellektuel Udvik- ling. Selv om det ikke er mellem vidende og uvidende, saa er det mellem mere og mindre vidende. Det følger af Ar- bejdets Deling. Skal Videnskaben dyrkes paa tilbørlig Maade, maa der være dem; der vie den hele deres Liv. Der vil danne sig en lærd Kreds eller Stand i Folket. Det gælder da her om to Ting, hvis Udviklingen skal være sund. For det første maa der ikke danne sig en lærd Kaste med. Tilgang fra nogle Klasser af Samfundet, men ikke fra alle. Den lavere og den højere Undervisning maa ordnes saaledes, at der bliver en jevn Overgang fra de laveste til de højeste Trin*), og at Vanskelighederne ved at gennemløbe alle Trin ikke blive uovervindelige for den, hos hvem alvorlig Drift og Evne rører sig. Og dernæst maa den lærde Stand betragte Forskningen ikke blot som Tilfredsstillelse af sin egen Drift, men som en social Gerning, en Gerning, der øves paa hele Samfundets Vegne. Den enkelte Forsker er sat paa sin Udkigspost for at iagttage alt hvad han dér kan faa Øje paa. Naar dette Sindelag besjælet ham, bevarer han Enheden med Slægten, *) En saadan jevn Overgang var til Stede, da Teologi var Hoved- faget ved Universitetet lige som Katekismen i Folkeskolen. Nu er Teologien reduceret til et Minimum i den lærde Skole og til en Specialitet ved Universitetet, men Katekismen giver endnu Folkeskolen dens Præg. Martensen hævder, at saa- ledes skal det være: »det er Religionen, der gør Folkeskolen til Folkeskole« (Social Etik. p. 355), en Ytring, som er paa- faldende endog fra hans eget Standpunkt. Her slaas en Dua- lisme fast, som vil faa sine meget betænkelige Følger, hvis der ikke i Tide raades Bod derpaa. Og det bliver da neppe Videnskaben, der kommer til at »vende om«.