Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

12 II. Teologisk og filosofisk Etik. særlig Befaling dertil. De følge endog af Efterligningsinstinkt og Vane det ubetydelige og ■ ligegyldige, naar det blot virker ved Gentagelsens Magt, og naar der foreligger Præcedenser. Først i Tider, hvor Kritiken er vaagnet, og hvor Tvivlen af- løser den trygge Hvilen i det halvt ubevidste, opstiller man med Bevidsthed Autoritetsprincip et i dets absolute Form som sidste Grundlag for al Etik. Naar det ene Spørgsmaal kalder det andet frem, saa det synes, som om intet staar fast, vækkes Trangen til et absolut Holdepunkt, der ikke drages med ind i Hvirvelen. Menneskelig Følelse og Tænkning synes at være et usikkert Grundlag for det etiske. Menneskelivets største Spørgsmaal: »hvad er godt og hvad er ondt?« synes at be- høve det stærkeste Grundlag, og hvilket Grundlag kan være stærkere end et almægtigt Væsens Villie? Naar man kan appellere til en saadan Villie, maa al Diskussion høre op, og de larmende Tvivlsmaal forstumme over for den ubetingede Myndighed. Godt bliver da det, som stemmer med Guds Villie, og det er kun godt, fordi det stemmer med Guds Villie (bonum est, qvia deus vult). Det var den Lære, som allerede Platon havde havt Anledning til at bekæmpe (i Dialogen Eutyfron), men som først ret formuleredes hen imod Middelalderens Slut- ning af Duns Scotus, der endog ligefrem udtalte, at hvis Gud havde foreskrevet Mord, saa var Mord ingen Synd. I saa kras en Form ville vel kun faa vedkende sig denne Lære, men ethvert teologisk Standpunkt indeholder en Tilnærmelse dertil. I Dogmet om Pavens Ufejlbarhed og i den protestan- tiske Ortodoxis snevre Bogstavtro indeholdes det ubetingede Autoritetsprincip. Gennem Kirkens Overhoveds levende Ord eller gennem de af Kirken overleverede Bøgers skrevne Ord kundgøres, hvad der i Følge Guds Villie er godt eller ondt, og de, til hvem Ordet lyder, have kun at modtage og følge det i ubetinget Lydighed. Lad os forsøge at stille os paa dette Standpunkt for at se, om dets Forudsætninger ikke medføre indre Modsigelsei’ og uovervindelige Vanskeligheder. 2. Vi spørge først, hvoraf man ved, at noget er Guds Villie, og hvilke Garantier man har derfor. Det kan ikke nytte, at jeg véd, at hvis noget er Guds Villie, er det godt,