Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

II. Teologisk og filosofisk Etik. 13 naar jeg ikke med ubetinget Sikkerhed véd, hvad der i det enkelte Tilfælde er Guds Villie. Denne Sikkerhed maa i Følge Sagens Natur paa dette Standpunkt være mig det vigtigste. Den Tro, den teologiske Etik bygger paa, bliver derfor konsekvent en Tro paa Kirken, den religiøse Aaben- barings og Traditions Bærer. Kirken garanterer mig, at dens Overhoved er den rette Efterfølger af Kirkens Stifter, eller at de bibelske Bøger indeholde den sande Aabenbaring. I det katolske Ufejlbarhedsdogme finder derfor den teologiske Etik sin konsekvente Afslutning. — Hvis jeg derimod umiddelbart vil erfare Guds Villie, maa jeg henholde mig til Aandens Vidnes- byrd i mit eget Indre; men hvorledes kan jeg bestemt skelne mellem den guddommelige Stemme og mine egne naturlige Følelser og Tanker? Hvilken Maalestok har jeg til at drage Grænsen mellem det guddommelige og det menneskelige? Vi miste her den absolute Fasthed, som netop var det, der skulde være Autoritetsprincipets Fortrin. Vi glide fra det teologiske Standpunkt over til det psykologiske. »Ja«, siger man, »vi klamre os netop til Autoritets- principet, fordi vi føle, at vi trænge til det. Det er vor egen Afmagt og Tvivl, der kaster os i Armene paa den ubetingede Myndighed«. Men ved at betone denne pei'sonlige Trang flytter man ogsaa Spørgsmaalet over fra det teologiske til det psykologiske Omraade. Ikke Autoriteten selv, men min Trang til den bliver da det egentlige Grundlag. Jeg ret- færdiggør min Underkastelse under Autoriteten ved min Trang; men kan da selve denne Trang retfærdiggøres? Er det godt at tilfredsstille denne Trang? Hvorledes skelner jeg, hvilke af vore mange Ønsker og Fornødenheder det er godt at til- fredsstille, og hvilke der skulle undertrykkes? Hvis man til Afgørelsen heraf beraaber sig paa Autoriteten, drejer man sig i en Kreds. En lignende Ki’edsgang i sin Tænken kommer man til, naar man, som nogle Teologer forsøge, vil forbinde de to Sætninger: »det gode er godt, fordi Gud vil det«, og: »Gud vil det, fordi det er godt«. — Dersom det gode er det, der stemmer med Guds Villie, hvad vil saa det sige, at Gud vil det, fordi det er godt? Det kan aabenbart kun betyde, at han vil det, fordi det er hans Villie. Derved, komme vi altsaa