Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXIX. Den intellekutelle Kulturs Frihed og Selvstændighed. 285 ingen Livsspirer. Naar vi mindes dem, der fandt de Sand- heder, paa hvilke vi bygge, saa maa vi ogsaa mindes dem, der udviklede de »levende« Vildfarelser og derved byggede Mellemstationer paa Vejen til Sandheden, selv om denne Vej var en Omvej. — En levende Sandhed er naturligvis det aller bedste. 2. Den intellektuelle Kultur virker ikke blot samfunds- stiftende ved at føre de forskende Individer sammen til fælles Undersøgelse og Tankemeddelelse, men ogsaa ved at føre til Dannelsen af Læreanstalter. Historien viser os her nogle af de smukkeste Exempler paa fri Samfundsdannelse. I den græske Oldtid dannedes de filosofiske Skoler ved, at unge Mænd sluttede sig sammen om en Tænker, der havde vakt deres Interesse. I Middelalderen opstod der Skoler ved Klo- strene, hvor unge Mænd studerede i Fællesskab. Universite- terne opstod i Middelalderen ved fri Sammenslutning af lære- begærlige Mænd; Ordet Universitet betyder som bekendt netop Samfund eller Korporation af Lærere og Studerende. Først senere fik Kirke og Stat Indflydelse paa disse videnskabelige Anstalter, der paa den Tid havde en saa meget des større Betydning, som de vare de eneste Midler til højere Dannelse; Bøger og andre videnskabelige Midler fattedes saa godt som aldeles. I vore Dage have vi set et lignende Fænomen her hjemme i Højskolebevægelsen. Hvor en saadan fri Sammenslutning sker, er det Statens Pligt ikke at lægge den Hindringer i Vejen, men efter Evne at støtte den. Staten har, som tidligere (XXII) omtalt, den Ret og den Pligt at sikre sig et Lavmaal af Kundskab hos enhver af dens fremtidige Borgere. Men det er ogsaa en af Statens Opgaver at bruge sine Midler og sin Organisation til Bedste for den højere intellektuelle Kulturs Fremgang, afset fra, at den af dem, der ville være dens Embedsmænd, maa fordre en vis videnskabelig Dannelse. Den frie Sammenslut- ning faar let en vis aristokratisk Karakter. Der er mange, som ere stavnsbundne af Trang og ikke uden Hjælp kunne arbejde med paa Tilegnelsen og Fortsættelsen af den intellek- tuelle Kultur. Og det vil ikke være heldigt, om kun de rige og velhavende Klasser bære den intellektuelle Kultur. Staten har her, lige som paa den materielle Kulturs Omraade (XXVI,