Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

Forfatter: Harald Høffding

År: 1887

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: København

Sider: 417

UDK: 17 Høf gl.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 440 Forrige Næste
292 XXX. Kunsten og Livet. Anvendelse af Kunsten. Man kan ikke give Enhver ethvert Digterværk i Haanden. Men det har intet med den æstetiske Værdi at gøre. Den, hvis sanselige Drifter sættes i stærk Bevægelse ved en Skildring, kommer ikke til at forholde sig æstetisk til den: hans Følelse »renses« ikke, men ægges. Den unge Mand, der i en af Lukians Fortællingel' lod sig lukke inde om Natten i den knidiske Afrodites Tempel for at omfavne Billedstøtten, var ikke just bevæget af æstetisk Følelse. Det følger af sig selv, at naar Kunsten er et ideelt Liv, vil Kunstværdien svare til Livsværdien, og et Kunstværks Værdi beror derfor ikke blot paa den Dygtighed eller det Geni, hvormed Emnet er grebet og udført, men ogsaa paa Værdien af det Liv, det fremstiller. Kunsten skal ikke an- stille nogen etisk Vurdering, skal ikke direkte moralisere. Men den skal heller ikke demoralisere ved paa ensidig Maade at rette Opmærsomheden mod visse Sider af Livet. Kan Tilskueren forse sig paa et Kunstværk, saa kan Kunstneren ogsaa forse sig paa Livet. Naturligvis kan der netop være forskellige Anskuelser om, hvorledes Livet er, og hvad Op- mærksomheden især skal rettes paa. Enhver betydelig Kunstner har her en Kamp at føre for at gøre sit Blik paa Tingene gældende. — Meget i Modstanden mod den moderne æstetiske Realisme skriver sig sikkert fra, at saa mange i Kunsten blot søge Underholdning og Hvile og derfor ikke ønske at se Tilværelsens bitre og mørke Sider. Man vil slet ikke have sin Frygt og Medlidenhed vækket. De gamle Tra- gedier var man vant til; man havde fornøden Anvisning til at høre Skæbnens tunge Skridt i dem; men i en moderne Ti’agedie som »Gengangere« formaaede man ikke at høre dem. Emnet var her for nær paa Livet. Og dog har den moderne Realisme i sine ypperste Værker egentlig ikke gjort andet end føre de store Synspunkter dybere ned i det virkelige Liv og vise os Alvoren dér, hvor man var vant til kun at se Hverdagsliv med Hverdagshistorier.*) Kunsten virker her op- *) I Fortalen til »Germinie Lacerteux« erklære Brødrene Goncourt, at de her have villet prøve, om Tragedien definitivt skulde være død. De ville prøve, »om de smaas og' de fattiges