Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXX. Kunsten og Livet. 293 dragende ved at faa os til at lukke Øjnene op, ved at styrke vor Følelse af Livets Alvor og vække vor Sympati med dets Lidelse. 4. Saa meget Kunsten kan og skal være for Livet, saa maa den dog ikke træde i Stedet for Livet, og det virkelige Liv maa ikke behandles blot som æstetisk Objekt. — Dette vil ikke saa let ske med den alvorlige Kunstner, der ikke for- holder sig nydende, men arbejdende, og for hvem Kunsten er en alvorlig Livsopgave, en social Opgave, idet han, lige som paa sin Vis Videnskabsmanden, føler sig sat paa en Post for at iagttage Livet og lære de andre at se det. Han føler, hvad Michel Angelo har udtalt, at »den ægte Kunst er ved sig selv from og ædel formedelst den Aand, i hvilken den ar- bejder; ti intet gør Sjælen saa from og rén, som Bestræbelsen for at frembringe noget fuldendt«. Og han føler noksom den Modstand, som Virkeligheden, det genstridige Stof gør imod hvad der staar for ham i hans Fantasi. Han gaar maaske til Grunde ved denne Modstand. Langt nærmere ligger Faren for de overvejende receptive Naturer og Dilettanterne. De komme let til at behandle Livet som en æstetisk Leg. Schiller har sagt, at Mennesket kun er ret Menneske, hvor det leger. Hans Mening dermed var, at Fantasiens og Legens Verden er Menneskets eget Værk, og at der hører et frit Hjerte og en energisk Villie til at unddrage sig Virkelig- hedens Tryk og holde denne ideelle Verden fast. Men hans Ord ere bievne brugte som Motto for en æstetisk Livsan- skuelse, der forholder sig spøgende og ironisk over for ethvert praktisk Forhold, uden dog derfor altid at tage Kunsten selv mere alvorlig. Arbejdet overlader man til Filistrene; Geni- erne se fra deres ideelle Højde ned paa Verden som paa en snurrig, dem uvedkommende Ting. — Den realistiske Retning i Kunsten kan lige saa vel som Romantiken føre til, at der leves i en indbildt Verden, og at man bliver fremmed for Virkeligheden. Realisten bevæger sig lige saa vel i Fantasien som Idealisten* *), og Faren kan for ham maaske endog ligge Ulykker vilde tale lige saa højt til Interessen, Følelsen og Medlidenheden som de stores og de riges«. *) Se om disse to Retninger, Psykologi p. 210—212.