Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold
Forfatter: Harald Høffding
År: 1887
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: København
Sider: 417
UDK: 17 Høf gl.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
XXX. Kunsten og Livet.
293
dragende ved at faa os til at lukke Øjnene op, ved at styrke
vor Følelse af Livets Alvor og vække vor Sympati med dets
Lidelse.
4. Saa meget Kunsten kan og skal være for Livet, saa
maa den dog ikke træde i Stedet for Livet, og det virkelige
Liv maa ikke behandles blot som æstetisk Objekt. — Dette
vil ikke saa let ske med den alvorlige Kunstner, der ikke for-
holder sig nydende, men arbejdende, og for hvem Kunsten er
en alvorlig Livsopgave, en social Opgave, idet han, lige som
paa sin Vis Videnskabsmanden, føler sig sat paa en Post for at
iagttage Livet og lære de andre at se det. Han føler, hvad
Michel Angelo har udtalt, at »den ægte Kunst er ved sig
selv from og ædel formedelst den Aand, i hvilken den ar-
bejder; ti intet gør Sjælen saa from og rén, som Bestræbelsen
for at frembringe noget fuldendt«. Og han føler noksom den
Modstand, som Virkeligheden, det genstridige Stof gør imod
hvad der staar for ham i hans Fantasi. Han gaar maaske til
Grunde ved denne Modstand. Langt nærmere ligger Faren
for de overvejende receptive Naturer og Dilettanterne. De
komme let til at behandle Livet som en æstetisk Leg.
Schiller har sagt, at Mennesket kun er ret Menneske, hvor
det leger. Hans Mening dermed var, at Fantasiens og Legens
Verden er Menneskets eget Værk, og at der hører et frit
Hjerte og en energisk Villie til at unddrage sig Virkelig-
hedens Tryk og holde denne ideelle Verden fast. Men hans
Ord ere bievne brugte som Motto for en æstetisk Livsan-
skuelse, der forholder sig spøgende og ironisk over for ethvert
praktisk Forhold, uden dog derfor altid at tage Kunsten selv
mere alvorlig. Arbejdet overlader man til Filistrene; Geni-
erne se fra deres ideelle Højde ned paa Verden som paa en
snurrig, dem uvedkommende Ting. — Den realistiske Retning
i Kunsten kan lige saa vel som Romantiken føre til, at der
leves i en indbildt Verden, og at man bliver fremmed for
Virkeligheden. Realisten bevæger sig lige saa vel i Fantasien
som Idealisten* *), og Faren kan for ham maaske endog ligge
Ulykker vilde tale lige saa højt til Interessen, Følelsen og
Medlidenheden som de stores og de riges«.
*) Se om disse to Retninger, Psykologi p. 210—212.