Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

294 XXX. Kunsten og Livet. nærmere end for denne. Den overspændte Idealist vil i Re- gelen have Bevidstheden om, at han lever i to Verdener, Drømmeverdenen og den prosaiske Verden; han haaner denne sidste, men kan derfor meget godt forstaa at tage den, som den er. For Realisten, hvis Fantasi søger at mætte sig med Indtryk fra den virkelige Verden, vil Fristelsen være større til at behandle alle Livsforhold paa æstetisk Maade. Denne Fare fremtræder i Historien til enhver Tid, hvor Kunst og æstetisk Interesse staa i Forgrunden. I hvert Til- fælde bliver det den Arv, som den næste Slægt modtager; denne møder »med Dannelsens Fordringer, men uden Oprinde- lighed og uden levende Skaberkraft«.*) Selv en stor og be- tydningsfuld Kunst (som den italienske i Renaissancetiden) kan staa uden Sammenhæng med de virkelige, i Tiden kæmpende Magter og uden Sammenhæng med. det hele Folks Liv. Leonardo da Vincis Valgsprog var: Hold dig uden for Uvejrene! 5. Kunsten skal give Livets Indhold Form og Klarhed, udvide Blikket og Sympatien, pege paa den Vej, ad hvilken Udviklingen skal gaa. Den store Kunstner er tillige noget af en Profet. Kunsten kan aldrig blive en blot Privatsag. Hele Folket og hele Tiden skal i den lære sig selv at kende. Hvert Folk og hver Tid maa derfor have sin egen Kunst og kunne ikke ganske leve paa andre Folks og andre Tiders Kunst, saa stor Betydning det end kan have at lære den at kende. Selv hvor det almenmenneskelige udtales og skildres, maa det dog ske i den særlige Form, som svarer til det en- kelte Folks Erfaringer. Fordringen om en materiel og tids- svarende Kunst kan begrundes paa to forskellige Maader. Kunstneren ser og arbejder kun med sine bedste Kræfter, *) Med disse Ord karakteriserer Hettner (Italienische Studien. Zur Geschichte der Renaissance, p. 275) den Slægt, dei’ fulgte efter Rafaels og Michel Angelos Tid. Men han finder Grunden til det bratte Fald i selve den italienske Renaissances Væsen. Den havde sprængt de middelalderlige Lænker, men formaaede hverken ad det etiske Sindelags eller den arbejdende Tænknings Vej at udforme et nyt Menneskeideal. Det var en Tidsalder uden faste sædelige Begreber og Forbilleder, et let Bytte for den kirkelige Reaktion.