Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

298 XXXI. Etik og religiøs Følelse. Forholdet mellem min Villie og min Skæbne bestemmer altsaa min Følelse ved Livet. Denne Følelse kan være af rent eller overvejende egoistisk Art. Men naar jeg ikke tænker paa min Skæbne som dette enkelte Individ, — naar min Sympati med andre og min etiske Følelse er vakt, faar den kosmiske Livsfølelse en anden Karakter. Disse Følelser, som føre mig til at opstille og virke for Idealer, der ligge langt ud over min individuelle Selvopholdelse, have dog udviklet sig efter bestemte Naturlove; og at en saadan Udvikling har været mulig, giver os et Vidnesbyrd om, at der virker værdifulde Kræfter i Tilværelsen. (Smlgn. IV, 5). Naturen staar — netop naar vi anlægge en naturalistisk Forklaring paa Samvittighedens Opstaaen og Udvikling — for os som et Hjemsted for ideale Kræfter. Hvad Udviklingen saa ellers hai' ført med sig, dette har den i hvert Tilfælde ogsaa ført med sig! Der har udviklet sig en Livstrang og en Livsdrift af anden Art end den blotte fysiske Selvopholdelsestrang. Hvad jeg føler i mig, i min Samvittighed, er lige saa vel en Verdenskraft, som de Kræfter, der ytre sig under de materielle Massers Vexelvirkning. Men her opstaar nu igen en betydningsfuld Vanskelighed. Vi kunne ikke forklare Tilværelsen ud fra den etiske Følelse. Verden er ikke konstrueret efter de Principer, vor Samvittighed stiller for os som de højeste. Hvad der er vort etiske Villies- livs højeste Formaal, kunne vi ikke erklære for Verdens- udviklingens Formaal. Ikke blot er selve Tanken om et Verdensformaal videnskabelig set lige saa uigennemførlig som Tanken om en første Aarsag. Men de skrigende Disharmonier i Verden, den Lidelse og Grusomhed, den Sum af Ulykke og Forbrydelse, hvormed Udviklingen købes og Fremskridtet — for saa vidt der kan paavises noget Fremskridt — vindes, alt dette gør det logisk og etisk umuligt at hævde et etisk Princip som Kilde til Verdensudviklingen. Ethvert teologisk og filo- sofisk Forsøg paa at overvinde denne Vanskelighed har vist sig frugtesløst. Den ortodoxe Teologi har kun skudt Spørgsmaalet længere tilbage, og den spekulative Filosofi har forflygtiget og bortforklaret Vanskelighederne. Den eneste Maade, livorpaa man kan slippe fra disse Vanskeligheder, er at lade være at tænke paa dem, og denne Udvej falder ikke lige let for alle Individer. Ikke af Hovmod, men netop af Samvittighed og af klar Indsigt