Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXXI. Etik og religiøs Følelse. 301 bestemmes den ved den virkelige Verden og dens Vilkaar, og det er dog den samme Verden, som fremtræder for alle, selv om deres oprindelige Følelsesdispositioner (Temperamenter) og deres Erfaringer ere forskellige. Naar de ret gøre sig for- trolige med, hvorledes Verden er, maa de ogsaa tage selve den Omstændighed med i Betragtning, at den kan og maa ses fra saa mange forskellige Standpunkter. Verden kende vi jo dog kun gennem de Billeder af den, der danne sig i hver Enkelts Bevidsthed; og i disse Billeder er det ikke de samme Træk, som overalt fremtræde tydeligst og mest levende; de ses heller ikke alle i samme Belysning. Verden bliver herved netop rigere og mangfoldigere, og Sympatien udvides, jo mere man forstaar at sætte sig ind i andres Maade at opfatte og føle Verden paa. Grundig Forstaaelse og Hjælp vil være mulig mellem de forskellige Standpunkter. I ethvert inderligere Samliv mellem Mennesker maa der gøre sig et Fællesskab eller dog Fortrolighed og Forstaaelse gældende i denne Hen- seende. Den aandelige Hjælp, som det ene Individ kan bringe det andet, bestaar især i at fremme Sandheden og Klarheden af hans Følelse ved Livet. Nogle Individer egne sig særlig til at yde saadan Sjælesorg, og øve den ofte uden at vide det. Men ingen er helt afskaaren derfra. Det almindelige Præste- dømme, som Protestantismen har proklameret, men aldrig gjort fuldt Alvor af, vil kunne blive Sandhed, jo mere Følelseslivet faar Lov at udvikle sig frit og ejendommelig hos de enkelte Individer, og jo mere samtidig Sympatien og den psykologiske Sans voxe. — Læger og Præster ere de nærmeste til her at øve en særlig Indflydelse. Men de første have endnu for mange fysiologiske Problemer at løse, til at de ret kunne udvikle deres psykologiske Sans; de ere for tilbøjelige til at betragte Sjælelivet fra dets ydre, materielle Side. Og de sidste maa efter deres Standpunkts Medfør først og fremmest sikre sig, under hvilken Rubrik i Dogmatiken de skulle henføre de sjælelige Fænomener, de have for sig; de mangle det frie menneskelige Blik. — Selv om man vil kalde den kosmiske Livsfølelse for religiøs Følelse, saa stifter den i hvert Tilfælde ingen Kirke og grundlægger ingen Kultus, lige saa lidt som den støtter sig til noget Dogme. Det Samfund, den fører til, er det frieste