Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

302 XXXI. Etik og religiøs Følelse. af alle; det ytrer sig kun i den gensidige Forstaaelse og Hjælp. Dens Kirke er selve den store Natur, og dens Kultus er Ar- bejde, Samliv med Mennesker og med Naturen, Liv i Viden- skab og i Kunst. XXXII. Positive Religioners social-etiske Betydning. 1. Der gives overordentlig mange Nuancer og Former for religiøst Liv og religiøs Tro, og naar Frihed en Gang for Alvor kommer til at herske paa det aandelige Omraade, vil der gives end flere end nu. Historisk have hidtil de positive Reli- gioner havt den største etiske og sociale Betydning. To Ting karakterisere positiv Religion: Dogme og Kultus. Dogmet er en Antagelse, som bygger paa en overnaturlig Aabenbaring, der afslører Tilværelsens Mysterium, en autentisk Forklaring fra Tilværelsens Kilde om hvad Meningen med den hele Til- værelse er. Kultus bestaar i Handlinger, ved hvilke Gud- dommen selv er nærværende. I sine Dogmer og i sin Kultus har den positive Religion altsaa ikke blot menneskelige Tanker om Tilværelsen og menneskelige Følelser ved den, men Gud- dommens egne Tanker og nærværende Virken. Saa snart Dogmet gøres til et symbolsk Begreb og Kultushandlingen til en smuk Skik, ere vi uden for positiv Religion. Denne staar og falder med Guddommens punktuelle Nærværelse paa be- stemt Tid og Sted og under en bestemt Form. De positive Religioners Udviklingshistorie viser os, at de staa i et Vexelvirkningsforhold til den praktiske Etik (den positive Moralitet se I, 2). De have øvet stor Indflydelse paa denne, men ere ogsaa selv bievne paavirkede af den. De positive Religioners Tilhængere kunne fra deres Standpunkt kun antage det første, ikke det andet. I deres Religion er den absolute Sandhed aabenbaret dem; af den skal Menneskelivet lære, men den har intet at lære af Menneske- livet. Den historiske Opfattelse derimod, for hvilken alt hvad der fremtræder i Historien ogsaa selv er et Resultat af histo-