Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

304 XXXII. Positive Religioners social-etiske Betydning. bedre end mange Ofre. Ved Paulus’s Indflydelse gik alligevel Ideen om Sonofret til den vrede Gud over i den kirkelige Kristendom, og fastholdes her ofte endnu i en Form, der ganske minder om de primitive Forestillinger*). — I Fore- stillingen om Helvede og den evige Fordømmelse haves' et andet Exempel. Selv om denne Forestilling endnu fastholdes af den ortodoxe Kirkelære, er det dog langt fra med den glødende Hævnlyst og den levende Fantasi, som hos Oldtidens Kristne**). — Grundlaget har forandret sig; de religiøse Fore- stillinger, som have uddannet sig under Indflydelse af tidligere Tiders Følelsesliv, holde sig vel endnu, men der lægges en anden Betydning i dem, eller de drages ikke mere frem for Bevidstheden i deres hele Skarphed og Tydelighed. Sympatien, Menneskekærligheden er voxet, og derfor har Fantasien ogsaa mistet sin Energi i denne Retning. 2. Det er ikke blot den etiske Udviklings Resultater, som saaledes omsættes i Dogme og Kultus. Vi forstaa først de positive Religioners Betydning, naar vi se dem som For- tætninger af alle Sider af det aandelige Liv. Den intellek- tuelle og den æstetiske Udviklings Indflydelse spores ikke mindre end den etisk-sociales, naar vi sammenligne højere Former for Dogme og Kultus med lavere. — De højere Reli- gioner have optaget mere Fornufterkendelse i sig end de lavere. Forestillingen om Guddommen bringes stedse til en vis Grad *) Et Præstemøde i Lund (September 1864) udtalte: »Ingen Kristen- dom uden en Forsoning — og en Forsoning i Blod!« og hen- viste udtrykkelig til, at »Religionshistorien taler om en For- soning i Blod gennem de blodige Ofre, der forekomme i saa mange Religioner«. **) Tertuliian og’ Cypriaii glædede sig til at se deres Forfølgere pines i Helvedes Flammer, medens de selv sad frelste ved Guds Højre. Hos Augustinus og Thomas Aqvinas er der allerede indtraadt en Mildnelse, idet Synet af de fordømtes Kvaler egentlig kun er en Kontrast, der skal bibringe de frelste en saa meget des stærkere Følelse af den Naade, der er vederfaret dem. — I vore Dage skulle nidkære Sjælesørgere under Tiden trøste dem, hvis nærmeste de antage fordømte, med, at al Erindring om disse fordømte vil være udslettet hos de frelste, saa at disses egen Salighed intet Skaar vil lide ved hines Pinsler. Der vil dog efter manges Mening ikke ved denne Antagelse være betegnet noget meget stort Fremskridt i Humanitet.