Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXXII. Positive Religioners social-etiske Betydning. 305 i Harmoni med den voxende Erkendelse af Natursammenhængen. Fetischdyrkeren og Polyteisten støde hurtigere paa Grænsen for menneskelig Fornuft end Monoteisten, hvis Guddom er Ophav til alt, ogsaa til Naturens Love. Den højere Religion er rationalistisk i Forhold til den lavere. — Ogsaa de æstetiske Evner tages i Beslag af Religionerne. Fantasien søger at danne saa levende, anskuelige og tiltalende Billeder som muligt af de Væsener, som ere Troens Genstand. Den anstrenger sig for at forestille det store og ophøjede. I den religiøse Kultus søges Næring for Fantasien og Følelsen. Den positive Religion er oprindelig den eneste Form for ideel Kultur. Det etiske, det intellektuelle og det æstetiske Liv føres væsentlig i Religionens Form. Alle det aandelige Livs Sider og Retninger fortættes og udformes i Dogme og Kultus. Derfor vil positiv Religion heller ikke tilfredsstille nogen enkelt Side af Menneskenaturen for sig alene, hverken Tanke, Fantasi, Følelse eller Villie; men den vender sig imod dem alle, og er i sin klassiske Tid alt for Mennesket i aandelig Henseende. Der kendes da ingen særlig Videnskab, ingen særlig Kunst, ingen særlig Etik, og derfor bliver Reli- gionen selv heller ikke nogen særlig Ting ved Siden af andre Bestræbelser. Religionens kulturhistoriske Betydning beror paa dens mærkværdige fortættende Evne over for saa meget af det, der staar eller stod for Menneskene som sandt, skønt og godt. Med den samlede Kraft, som vindes ved denne For- tætning, virker Religionen paa Menneskene. Den nærer og opdrager dem med Elementer, den selv har indsuget og om- formet. — Det er Religionsvidenskabens Opgave at paavise de forskellige Fortætningsprocesser, som lier ere foregaaede, og de Elementer, som ere optagne til forskellige Tider. Det religiøse Geni lægger sig for Dagen i Evnen til paa første Haand at foretage en ny Fortætning af det aandelige Livs Elementer til en given Tid; og den religiøse Sans bestaar i Trangen til og Modtageligheden for aandelig Næring i denne Form. 3. Under Kulturens fortsatte Udvikling indtræder der en Arbejdets Deling paa det aandelige Om'raade. Spredning træder i Stedet for Fortætning, Analyse i Stedet for Syntese. Hver enkelt Side og Retning af det aandelige Liv lægger nu Høffding: Etik. 20