Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXXII. Positive Religioners social-etiske Betydning. 307 og hvor meget der beror paa den Form og Sammenhæng, i hvilken Religionen lader det fremtræde. Selv om de Kræfter, der i positiv Religion virke paa koncentreret Maade, meget vel skulde kunne udrette det samme ved at virke hver for sig, saa bliver dog den Ulempe tilbage, at der mangler et samlet Udtryk for den ideelle Kultur. Der vil stedse gøre sig en naturlig Trang gældende til at mod- tage en samlet Paavirkning af Livet i Stedet for stedse kun at have at gøre med en enkelt Side af det. Arbejdsdelingen fører til Delthed og Disharmoni, naar nye Fortætningsprocesser ikke kunne foregaa. Det vil være af væsentlig Betydning for Menneskeslægtens Fremtid, om saadanne Fortætninger kunne bringes i Stand, uden at de behøve at antage Dogmets eller Kultushandlingens Skikkelse. Dertil vilde udfordres en inderlig Vexelvirkning af Videnskab og Kunst, af Teori og Praxis, af Erkendelse og Følelse. Menneskelivets store Grunderfaringer og Grundstemninger maatte finde deres Udtryk i Symboler, som uden at slaas dogmatisk fast tale lige saa meget til Følelsen som til Forstanden, lige saa meget til Villien som til Fantasien. Om denne Opgave kan løses, maa Fremtiden vise. Den menneskelige Bevidsthed er endnu ikke moden dertil. Vi leve foreløbig i Kritikens og Analysens Tid, og bære Mærkerne deraf i vort hele aandelige Liv. 4. Endnu en saai’e vigtig Side ved de positive Religioner maa fremdrages. De Dogmer og Kultusformer, som den reli- giøse Fortætningsproces danner, ere fælles for større eller mindre Kredse af Mennesker. Positiv Religion og Kirke kunne ikke adskilles. Det er ikke det isolerede Individ, hos hvem den religiøse Proces gaar for sig; hvad den Enkelte ud- taler, er kun hvad der mere eller mindre rører sig hos mange, en Tilslutning til eller en Videreførelse af hvad der er givet i Traditionen. Paa den positive Religions Omraade føle selv de mest produktive Individer sig ikke som dem, der give, men som dem, der modtage. Individerne holdes sammen om en fælles Tradition; og de religiøse Stridigheder opstaa, naar der bliver Spørgsmaal om, i hvilken Retning Traditionen skal føres videre. Et positivt religiøst Samfund, en Kirke, opstaar ikke ved fri Sammenslutning af Individer, der søge hverandre, men derved, at det samme Ord lyder til alle. — I sin simpleste 20*