Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXXII. Positive Religioners social-etiske Betydning. 309 kærlighed. Men her viser sig netop den religiøse Fortætnings- proces’s Betydning: ti kun som Element i en positiv Religion har denne Forestilling kunnet skaffe sig en videre gaaende Anerkendelse. Saaledes har den positive Religion i stedse videre Omfang godtgjort sin samfundsstiftende og samfundsbevarende Kraft. Højdepunktet er naat i Ideen om Kirken som universelt Menneskesamfund. Vi ville da anstille en nærmere Prøvelse af denne Ide. 5. Det universelle Menneskesamfund, som den positive Religion forkynder, skal ikke have udviklet sig paa naturlig Maade; dets Stiftelse er en overnaturlig Akt, der maa gen- tages, hver Gang et nyt Individ skal optages i det. Den Enkelte kan ikke ved egen Bestræbelse faa Adgang til det. Ude fra, som historisk Overlevering kommer Beretningen om dets Stiftelse til ham. Vel skal Samfundet være universelt, men den Tradition, i hvilken man skal leve sig ind for at være Medlem af det, strømmer dog gennem en snever Kanal. Den, der ikke møder denne Strøm paa sin Vej, er fortabt. Alt kommer da an paa, om Traditionen naar os, og om den er ægte. Herfor maa vi have Garantier, og Troen paa Gai’an- tierne blivei- derfor nødvendigvis det vigtigste. Positiv i’eligiøs Tro bliver derfor med logisk Nødvendighed Tro paa Kirken, den Kanal, gennem hvilken den religiøse Tradition kommer til os. Denne Overgang fra Troen paa det garanterede til Troen paa Garantien ses baade i Katolicismens og i Protestantismens nyere Historie. Dogmet om Pavens Ufejlbarhed, som først proklameredes halvt andet Aartusinde efter de øvrige Dogmer, er her især karakteristisk. Lige som den positive Religion, hvad dens Indhold angaar, paa videre fremskredne Kulturtrin kom til at lide af den Mod- sigelse, at den skal være alt og dog bliver en særlig Livs- ytring ved Siden af andre, saaledes kommer den her, hvad dens Grundlag angaar, til at lide under den Modsigelse, at den som Betingelse for det universelle etiske Menneskesamfund opstiller en Tro, der kan mangle, uden at derfor nogen af de ædleste etiske Egenskaber behøver at mangle. Den, hvis Fornuft ikke tillader ham at gaa ind paa Dogmet og hylde Kirkens Autoritet, kan derfor meget vel »hungre og tørste efter Retfærdighed«,