Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

312 XXXII. Positive Religioners social-etiske Betydning. slægtet Følelsesliv. Det kan være vanskeligt at trænge ind dertil; vi staa endnu saare langt tilbage i psykologisk Sans for det personlige Liv under alle Former, og de dogmatiske Stridigheder ville endnu i lang Tid være en Hindring for den fulde Udvikling af denne Sans. Men ved Religionsfriheden er Vejen banet for dens Udvikling. 7. De fælles Interesser og det fælles Liv i det borgerlige Samfund og i Menneskekærlighedens Tjeneste ville efter Haanden føre baade til en en fuldere Anerkendelse af Etikens Selvstæn- dighed og til bedre Forstaaelse af det personlige Liv trods de forskellige Trosfornier. Jo flere Omraader der kan arbejdes paa, uden at TrosforskeHighedeme spille nogen Rolle, des mere vil en saadan Anerkendelse og Forstaaelse udvikle sig, selv om det sker halvt ubevidst. Her som andre Steder (smign. XIII3 4) gaar fælles Virksomhed forud for Sympati, Praxis for Teori. Kirken kan fra sit Standpunkt naturligvis ikke gaa ind paa disse Konsekventser af Religionsfrihedens Princip. Lige som den romerske Kirke vedblivende protesterer mod Op- hævelsen af Kirkens verdslige Magt og mod den Lære, at Kirketugten ikke maa medføre timelige Straffe, saaledes maa, enhver ortodox Kirke fastholde Forskellen mellem Tro og Ikke- Tro som Livøts største Modsætning og betragte de rslative Dydsr, der kunne findes hos Ikke-Troende, som forsvindende i For- hold til hin absolute Modsætning. Men Livet gaar sin Gang ti ods alle Dogmer og udfolder praktisk de Konsekventser, som dogmatiske Fordomme hindre i at drage teoretisk. Derimod er der intet, der hindrer Fritænkeren i strax at drage de omtalte Konsekventser. Vel er Kritikens og Pole- miken« Tid ikke forbi over for de positive Religioner. Her er en Kamp, som endnu længe stedse maa tages op paa ny. Men Fritænkeren, som ikke kan hindres af dogmatiske For- domme, bør føle, at han har en langt større Forpligtelse end den ti oende til at vise Menneskekærlighed og Forstaaelse over for anderledes troende. Kun dersom vor Tanke og vor Følelse virkelig ere bievne udvidede, har Frigørelsen fra den positive Religions Lærdomme nogen etisk Betydning. Det ikke at tro noget er saa omtrent det ringeste, dei’ kan siges om et Menneske og kan ikke i og for sig give ham nogen Værdi,