Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

Forfatter: Harald Høffding

År: 1887

Forlag: P. G. Philipsens Forlag

Sted: København

Sider: 417

UDK: 17 Høf gl.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 440 Forrige Næste
314 XXXIII. Stat og Kirke. XXXIII. Stat og Kirke. 1. Kirken har ikke blot i Fortiden været, men er endnu og vil foreløbig vedblive at være en af de største Kultur- magter, som virke i det menneskelige Liv. Den falder derfor ind under den sociale Etiks Belysning. Aldeles afset fra den objektive Gyldighed af det Grundlag, hvorpaa Kirken bygger, er det af afgørende Betydning, at den kommer til — inden for de rette Grænser — at yde det Bidrag til Udviklingen, som den formaar at yde. Kirken har et stort etisk Ansvar, som dens Repræsen- tanter med en mærkelig Blindhed netop i den nyeste Tid. ikke synes at gøre sig klart. Jo mere Oplysning og Kundskaber bredes i videre Kredse, des mere vil uundgaaelig ogsaa Tvivl og Kritik over for Kirkelærens dogmatiske Paastande brede sig. De intellektuelle Vanskeligheder ved Kirketroen ville føles af stedse flere. Men Kirken har netop i den nyeste Tid skærpet sit Standpunkt: uden Tro ingen Etik. Kirken maa fra dette Standpunkt finde det at være den rette Konsekvents, naar den, der forkaster Troen, derpaa kaster sig selv ud. i Bestialiteten. Apostelen Paulus har jo allerede sagt de skæbne- svangre Ord: »Hvis Kristus ikke er opstanden, da lader os æde og drikke, ti i Morgen skulle vi dø«. Dersom denne Tankegang vandt Udbredelse — og visse Prædikanter gøre alt hvad de kunne derfor — vilde det se uhyggelig ud. for Frem- tiden. Kirken ser ikke, hvilket Hazardspil den her indlader sig paa. I blind Tillid til, at dens Dogmer ville sejre, sætter den alt ind paa dette ene Kort. Hvilke Fortjenester den saa ellers kan have indlagt sig af Menneskeheden, saa vil det blive et svært Regnskab for den at opgøre, hvis den ortodox- pietistiske Retning vedvarende kommer til at bestemme dens Optræden over for de store Masser, hvis vigtigste aandelige Leder og Opdrager den endnu er. Dette Regnskab vil blive den afkrævet i Menneskehedens Navn. Ti enhver Kirke, lad den kalde sig selv med de stolteste Navne, er dog kun en