Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold
Forfatter: Harald Høffding
År: 1887
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: København
Sider: 417
UDK: 17 Høf gl.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
314
XXXIII. Stat og Kirke.
XXXIII.
Stat og Kirke.
1. Kirken har ikke blot i Fortiden været, men er endnu
og vil foreløbig vedblive at være en af de største Kultur-
magter, som virke i det menneskelige Liv. Den falder derfor
ind under den sociale Etiks Belysning. Aldeles afset fra den
objektive Gyldighed af det Grundlag, hvorpaa Kirken bygger,
er det af afgørende Betydning, at den kommer til — inden
for de rette Grænser — at yde det Bidrag til Udviklingen,
som den formaar at yde.
Kirken har et stort etisk Ansvar, som dens Repræsen-
tanter med en mærkelig Blindhed netop i den nyeste Tid. ikke
synes at gøre sig klart. Jo mere Oplysning og Kundskaber
bredes i videre Kredse, des mere vil uundgaaelig ogsaa Tvivl
og Kritik over for Kirkelærens dogmatiske Paastande brede
sig. De intellektuelle Vanskeligheder ved Kirketroen ville føles
af stedse flere. Men Kirken har netop i den nyeste Tid
skærpet sit Standpunkt: uden Tro ingen Etik. Kirken maa
fra dette Standpunkt finde det at være den rette Konsekvents,
naar den, der forkaster Troen, derpaa kaster sig selv ud. i
Bestialiteten. Apostelen Paulus har jo allerede sagt de skæbne-
svangre Ord: »Hvis Kristus ikke er opstanden, da lader os
æde og drikke, ti i Morgen skulle vi dø«. Dersom denne
Tankegang vandt Udbredelse — og visse Prædikanter gøre alt
hvad de kunne derfor — vilde det se uhyggelig ud. for Frem-
tiden. Kirken ser ikke, hvilket Hazardspil den her indlader
sig paa. I blind Tillid til, at dens Dogmer ville sejre, sætter
den alt ind paa dette ene Kort. Hvilke Fortjenester den saa
ellers kan have indlagt sig af Menneskeheden, saa vil det
blive et svært Regnskab for den at opgøre, hvis den ortodox-
pietistiske Retning vedvarende kommer til at bestemme dens
Optræden over for de store Masser, hvis vigtigste aandelige
Leder og Opdrager den endnu er. Dette Regnskab vil blive
den afkrævet i Menneskehedens Navn. Ti enhver Kirke, lad
den kalde sig selv med de stolteste Navne, er dog kun en