Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXXIII. Stat og Kirke. 319 endnu intet afgjort om, hvorledes Kirkens fremtidige Stilling skal være. Fordi den ikke skal raade i Staten og i de al- mindelige borgerlige Forhold, ei* det ikke sagt, at Staten slet intet har at gøre med den. Saa længe Kirken endnu lever i Folket, er den en Kulturmagt af stor Betydning, som Staten ikke kan stille sig fuldstændig ligegyldig over for. Selv om der inden for Kirken rejste sig en stærk religiøs Bevægelse, en Begejstring som den første Menigheds, saa at man gav Afkald paa enhver Støtte og Hjælp fra Statens Side, selv om Kirken altsaa blev en ren Privatforening, vilde Staten dog derfor ikke ganske kunne tabe den af Sigte. Staten maatte føre en vis Kontrol med den for at forebygge, at der fra den udgik Farer for den offentlige Fred og for det etiske Grundlag, hvorpaa Staten hviler. Den maatte hindre fanatiske Overgreb paa anderledes troende og Undertrykkelse af Kirkens egne Tilhængere. Den vilde her, lige som over for Familien, have den Opgave at beskytte de svage mod Overgreb, selv inden for private og meget indei’lige Forhold. Staten repræsen- terer det almindelige etiske Princip over for de specielle religiøs-etiske Principer, som de forskellige Religionssamfund hylde. »Sædeligheden staar som en almindeligere Lov over Dogmerne og de religiøse Sætninger« *). Saadanne religiøse Foreninger eller Ordener, der forstyrre Freden mellem de for- skellige Trosbekendelser og angribe selve Statens Forudsæt- ninger, vil den med Rette forbyde; saaledes er Jesuiterordenen forbudt i flere Lande, i Sveits endog ved en særlig Artikel i Forbundsforfatningen. Men i Lande, livoi’ Kirken har slaaet Rod i Folket og gennem Aarhundreder har gennemsyret dets Liv, vil det være naturligt, om Staten vedblivende yder den Understøttelse som et Samfund, inden for hvilket den største Del af Folket finder den vigtigste Næring for sin aandelige Trang. Staten betragter altsaa Kirken som historisk given Kulturmagt, og den Under- støttelse, den yder Kirken, er bygget paa de samme Motiver, som den, der ydes Videnskab og Kunst. Staten kan ikke *) Denne Udtalelse fremkom paa den danske grundlovgivende Rigs- dag (i Mødet den 3 Maj 1849) fra den daværende Kultusminister (Madvig) under Debatten om den nuværende Grundlovs § 76.