Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

324 XXXIV. Filantropiens Væsen og Betydning. kærlighed!« Den lyder smukt, men den er ikke sand. Ti netop hvor Menneskekærligheden skal kunne virke og udrette noget, bliver der Brug for mange forskellige Kræfter og Evner, for at Velfærden i Verden kan fremmes. Velfærd bestaar jo netop selv i, at Evner og Drifter udvikles hos saa mange som muligt og i saa stor Fylde og Harmoni som muligt. Derfor beholde den materielle og den ideelle Kultur, Familien og Staten deres selvstændige Betydning. Man kan ikke udrydde alle Kræfter og Drifter i Menneskenaturen med Undtagelse af selve Menneskekærligheden. Man vilde derved udslette de personlige Forskelligheder og gøre Menneskelivet fattigt. Menneskekærligheden selv maatte i hvert Tilfælde fordre, at de skulde frembringes paa ny. Den skal være den Kraft, der besjæler Kulturarbejdet, men den skal ikke træde i Stedet for dette eller gøre det til blot Middel. Arbejde, Kunst og Viden- skab have først og fremmest Værdi som Udtryk for dybt liggende Interesser, og kun fordi de saaledes have en selv- stændig Værdi, blive de ogsaa af etisk Betydning. Der gives Filantroper, som virke med stor Opofrelse og Energi, men som ringeagte og forkaste alle Kulturbestræbelser, der ikke direkte og umiddelbart »forbedre« Menneskene og deres Kaar. De opfatte Videnskab og Kunst som Udtryk for egoistisk Nydelse og Forfængelighed. Om den irske Maadeholdsapostel Pater Mathew fortælles, at han frygtede Kundskab, intellek- tuel og moralsk Frihed næsten lige saa meget som Brændevinen. Den frejdige Menneskekærlighed maa netop tro paa den frie Livsudfoldelses Betydning og glæde sig over alle de forskellige Former, i hvilke de menneskelige Kræfter bevæge sig. — Paa den anden Side kunde man paastaa, at det var gavn- ligst, om man slet ikke lod Sympatien ytre sig umiddelbart. »Man forøger«, siger man da, »Slægtens og de Enkeltes Vel- færd med Arbejde i Kulturens Tjeneste. Jo flere materielle og ideelle Goder der frembringes, des større en Kapital har Menneskeheden at raade over, og det er jo dog det, det kommer an paa. Altsaa ingen direkte Indgriben, ingen umid- delbar Virksomhed i filantropisk Retning, men energisk Virk- somhed paa den materielle og den ideelle Kulturs Omraade!« — Denne Opfattelse overser først og fremmest, at Fx’em- bringelsen af en Kapital for Slægten ikke er nok; det kommer