Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

326 XXXIV. Filantropiens Væsen og Betydning. Racer, som ikke kunne fyldestgøre disse Krav, tidligere eller senere maa til Grunde. Selv den mest velmente Indgriben forlænger kun Lidelserne for de til Undergang dømte og hindrer Slægten i at drage den Nytte af sine Erfaringer, som den bør drage. Man afhjælper Øjeblikkets Nød paa dette enkelte Sted, men ser ikke, at man derved ofte frembi'inger Ulykke og Mis- forhold paa andre Punkter og forsinker eller stanser Udvik- lingen for dem, der have Evne til at gaa frem. Lige som en Indianerflok paa sit -Jagt- eller Krigstog ofte maa overlade Børn, Svage og Gamle til deres Skæbne for ikke at hæmmes i sin frie Bevægelse, saaledes maa Menneskeslægten, under sin store Fremmarsch ikke belemres med dem, der ikke kunne følge med. Jo flere Kræfter der anvendes ved Ambulancen, des færre har man til Raadighed i Kampen. De to Betragtninger kunne meget godt forbindes med hin- anden, og ere i Virkeligheden forbundne i den moderne Ud- viklingslære. Der fordres af ethvert levende Væsen, at det maa kunne lempe sig efter Livsforholdene. Denne Tillempelse bringes i Stand paa to Maader, dels indirekte, dels direkte*). Den indirekte Tillempelse sker ved, at de Individer og Racer, der ikke kunne magte Forholdene, svækkes og forgaa. Den direkte Tillempelse sker ved, at der vækkes og udvikles nye Evner, som kunne magte Forholdene. Jo højere et Udviklings- trin et Individ staar paa, des større en Rolle spiller denne direkte Tillempelse, og den menneskelige Kultur er dens højeste Form. Al materiel og ideel Kultur er en Form for den Virk- somhed, ved hvilken Mennesket gør sig til Herre over Livs- forholdene. Men den indirekte Tillempelse øver stedse sit Værk, og det er nu netop den filantropiske Kulturs Opgave at hindre, at den antager den brutale Form, som den har paa lavere Udviklingstrin. Intet Steds kommer maaske det egentlig menneskelige saa ejendommelig frem som i Omsorgen för og Medlidenheden med Livsspirer og Livsformer, der ellers vilde gaa til Grunde. Det at mildne Tilværelseskampens Følger er en Opgave, Mennesket stiller sig, saa snart det er kommet ud over det allerraaeste Trin; og det er en Opgave, ved hvilken det kun fortsætter hvad der allerede ytrer sig i de Instinkter, ‘) Smlgn. mit Skrift »Den engelske Filosofi i vor Tid«, p. 152,