Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXXIV. Filantropiens Væsen og Betydning. 327 der lade Dyr arbejde og opofre sig for deres Afkom. De lidende høre med til Slægten lige saa vel som de sunde og kraftige. Blikket maa ikke ensidig vendes mod den ene eller den anden Side; derved vilde vi faa en Dualisme i Slægten, der strider mod den universelle Kærlighed. Kan det end siges, at Buddismen og Kristendommen have forset sig paa Lidelsen og Ulykken i Verden og manglet Blik for den aktive Kultur- virksomheds Betydning, -— og har der end været Medlidenhed og Menneskekærlighed i Verden før deres Tid*), — saa staar det dog som deres udødelige Fortjeneste at have hævdet de lidendes Menneskerettigheder. De have vendt Menne- skenes Blik mod Sider af Livet, fra hvilke det har en naturlig Tilbøjelighed til at holde sig borte. De have derved først ret lært Menneskene at kende Livet. Trods den højt spændte *) Ortodoxe Teologer lade sig ikke nøje med at vise, at Hed- ningenes Dyder ere glimrende Laster, men frakende ogsaa Hed- ningene de Dyder, de virkelig have. Saaledes siger Martensen: »I Hedenskabet var Barmhjertigheden udslukt og ukendt« (Indi- viduel Etik. p. 304), og han udvikler, hvorledes »de mange Hospitaler og milde Stiftelser pludselig1 fremstaa som nog'et for Hedenskabet Nyt og Ukendt, alt efter som Kristendommen ud- breder sig i Romerriget. Ti iblandt alle de rige Hedninge og iblandt alle de vise Hedninge havde ingen nogensinde tænkt paa Sligt til Hjælp for deres lidende Brødre, men kun overladt disse til deres Skæbne«. (Social Etik. p. 160 f.). Dette er hi- storisk urigtigt. At Barmhjertighedens Aand ikke var Hed- ningene ukendt, vil allerede enhver Læser af Odysseen vide: Fattige, Fremmede og Bønfaldende staa der under Zeus’s Be- skyttelse, som det flere Steder udtales med stor Inderlighed. I Atén var der et særligt Alter for Medlidenheden; Staten under- støttede dem, der formedelst legemlig Svaghed ikke selv kunde skaffe sig’ dei’es Underhold, og’ velhavende Privatmænd ansaa ■det for deres Pligt at hjælpe de fattige. Tukydid fortæller i sin Beskrivelse af Pesten i Atén, hvorledes mange, uden at lade sig afskrække af Faren for Smitte eller af Sygdommens Uhygge, gik ind i Husene for at pleje de Syge. — Heller ikke vare Hospitaler og milde Stiftelser noget aldeles Nyt og Ukendt i Hedenskabet. Navnlig opstod der i den romerske Kejsertid, væsentlig under stoisk Indflydelse, en hel Række Foranstalt- ninger og Stiftelser til Bedste for Slaver, Børn og Hjælpeløse. — Smign. L. Schmidt: Die Ethik der alten Griechen. II, p. 289 f. — Schiern: Om Humaniteten i den ældre romerske Kejserlovgivning. (Historiske Studier. II.).