Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

328 XXXIV. Filantropiens Væsen og Betydning. Idealisme i disse Verdensreligioner have de derfor alligevel en afgjort realistisk Karakter. 4. Kærligheden er i sig selv blind, og det bliver da til- fældigt, hvilken Gavn den stifter. Indsigt i de virkelige For- hold, først og fremmest i Modtagerens Natur og Stilling, er en nødvendig Betingelse for, at Kærligheden ikke skal medføre fordærvelige Virkninger. (Smign. XII, 2). Den sande Kær- lighed er Et med Retfærdighed. (III, 9; X, 4). Den hviler paa den Overbevisning, at der hos den, der skal hjælpes, findes et ejendommeligt Midtpunkt, en Kraft, der skal vækkes til selvstændig Virksomhed. Den fastslaar derfor ingen Afstand mellem Giver og Modtager; Gaven rækkes ikke oven fra ned ad; Modtagerens Selvstændighed anerkendes. Derved er Menneskekærlighed forskellig fra »Naade og Barmhjertighed«,, som ere uetiske Begi’eber. I Begrebet »Naade« have vi et mærkeligt Exempel paa, hvorledes helt modsatte Standpunkter netop ved Modsætningen kunne komme til at bestemme hin- anden. Naar man opfatter Kærligheden som Naade, vil man stille den i den størst mulige Modsætning til den Tjenstvillig- hed, der er Gengæld for ydede Tjenester eller udspringer af, at man føler sin egen Magt som begrænset. Naade vises af den, der har fuldkommen Magt over andre og staar saa højt hævet over dem, at han slet ikke kan modtage noget af dem. Dette Begreb er hentet fra Krigens Verden; ti saaledes staar den sejrende Kriger over for den afvæbnede Fjende. Naade er Sejrherrens Afkald paa at bruge sin Magt. Men etisk set kan der aldrig forekomme en Situation, hvor Modtagerens selv- stændige Ret skulde være aldeles forsvunden, og hvor Giveren staar som absolut Udgangspunkt. De staa begge som Led af Slægten, underlagte en fælles Lov, der giver enhver af dem sin Ret. Modtageren hører aldrig op at være Menneske, og Giveren bliver aldrig mere end Menneske. Der maa ingen Dualisme være mellem Giver og Modtager. At Giveren aldrig er absolut Udgangspunkt, er let at vise. Det kan endog siges til ham: »Hvad haver du, som du ikke haver annammet?« De gunstige Betingelser, under hvilke han har begyndt Kampen for Livet og er naat saa vidt han er kommen, har han ikke selv frembragt. Han staar her i en Gæld til Slægten, som lian kun kan afbetale ved den Hjælp,