Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

330 XXXIV. Filantropiens Væsen og Betydning. 5. Den store Betydning, som Buddismen og Kristen- dommen have havt og have i Filantropiens Historie, ind- skrænkes ikke blot ved Blindheden af den Medlidenhed og Sympati, de vække *), men ogsaa derved, at det for en meget stor Del var religiøse Motiver, som laa til Grund netop for de mest storartede Kærlighedsgerninger. Hvor Menneske- kærligheden faar en teologisk Motivering, er der et Mellemled mellem Giver og Modtager, og disse staa ikke i et umiddel- bart Forhold til hinanden. Kærlighedsgerningen udspringer ikke umiddelbart af Medfølelsen, men faar Karakteren af en Bods- gerning. Hvad man gav til de fattige, gav man ikke saa meget for deres Skyld, som for at vinde sin egen Salighed. Almisse — sagde man i Middelalderen — bærer hundredfoldig Frugt og udsletter Synderne, lige som Vand slukker Ud**). De fattige vare her blot Midler eller Objekter, paa hvilke Bodfærdigheden skulde øve sig: det væsentlige blev, at man berøvede sig selv noget, ikke at de andre fik noget. Med mis- tænksomme Øjne ser man derfor ofte fra dette Standpunkt paa Bestræbelser, der gaa ud paa at gøre Almissegivning over- flødig. Den irske Politiker O’Connell, en ivrig Katolik, nærede af denne G-rund Betænkelighed ved den moderne Fattiglovgiv- ning : Tiggeriet ansaa han for noget i sig selv helligt, som det var ugudeligt at ophæve. Grunden til, at den store Iver i Retning af Godgørenhed kølnedes for en Tid ved Middelalderens Slutning, var til Dels den, at Troen paa de gode Gerningers Evne til at skaffe Syndsforladelse faldt bort ved Reformationen. Den teologiske Motivering har desuden den Mislighed, at den naturlig kommer til at gøre Værdigheden til at modtage Hjælp afhængig af den dogmatiske Tro. Filantropien bliver konfessionelt begrænset. Der sættes derved en Begrænsning, ■som er fremmed for Menneskekærlighedens Væsen og hindrer den i frit at udfolde sig. Desuden fremmes Hykleriet, naar en bestemt Konfession eller maaske endog Deltagelse i visse Man har endog kunnet paastaa, at Kirken ved sin ufornuftige Almissegivning har frembragt en stor Del af de Onder, den søgte at raade Bod paa. F. Raumer: Geschichte der Hohen- staufen. VI, p. 578. Lecky: History of European Morals. II, p. 101. **) Baumer anf. Skr. p. 575. — Lecky anf. Skr. p. 85. 99.