Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

332 XXXV. Filantropiens Organisation. tinde den bedste Maade at hjælpe paa. — Men den Enkeltes Midler, Erfaring og Indsigt ere begrænsede. Hans Skærv kan ofte gøre den bedste Virkning ved at lægges til andres, og der gør sig naturlig en vis Arbejdsdeling gældende, idet nogle Individer særlig egne sig til som Undersøgere, Ledere eller Fordelere at virke i filantropiske Foreningers Tjeneste. Der kan her udvikle sig et frit Bureaukrati, en Art Æresposter, som maaske en Gang ville være forbundne med ikke mindre Anseelse end Statens Embeder. Dog vil det ikke være af det gode, om det personlige Forhold mellem Giver og Modtager rent faldt bort. Det er den levende Kærne i den filantropiske Kultur, det Frihedselement, som denne, lige saa lidt som nogen anden Art af Kultur kan mangle. Den individuelle Velgørenhed og den kameratlige Velgørenhed ville altid være nødvendige Forudsætninger for og Overgangsled til større Foreningers systematiske Virksomhed. Den individuelle og den kameratlige Filantropi vil netop stræbe efter, at det systematiske Maskineri kun sættes i Virksomhed, hvor det er aldeles nødvendigt. Selve de filantropiske Foreninger bør virke med saa stor Decentralisation, som kan forenes med det Overblik og den Sammenslutning, som det netop er disse Foreningers Øjemed at til Veje bringe. Bidraget til den filantropiske Forening bliver ellers let en Art Skat, man halvt uvillig paatager sig, fordi det nu én Gang er Skik; og de, der modtage Hjælpen, komme ogsaa let til at føle sig staaende over for et Maskineri. Den frie filantropiske Foreningsvirksomhed er endnu kun i sin Begyndelse. Den har sikkert en stor Fremtid for sig; Opgaver vil den i hvert Tilfælde ikke komme til at mangle. 2. Hverken den individuelle eller den organiserede Filan- tropi vil dog kunne magte alle Opgaver eller yde Garanti mod den væi’ste Nød. Dertil kræves en fastere Organisation og større Midler, som kun Staten raader over. I Fattigvæsenet som i Skolevæsenet er det Statens Opgave at sørge for, at de mest elementære Betingelser ere til Stede. Det er ikke blot, fordi Staten derved indirekte sørger for Sikkerheden. Lige saa lidt som den understøtter den ideelle Kultur for Sikkerhedens Skyld, lige saa lidt er det af blot klog Beregning, at den organiserer en Hjælp til de fattige. Den træder til dér, hvor den yderste Nød er paa Færde, selv om den offentlige Sikkerhed