Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXXV. Filantropiens Organisation. 333 ikke trues. Og lige saa lidt som Enkeltmands Hjælp skal den Hjælp, Staten yder, være en Naadessag, men betragtes som en etisk-social Retfærdighedshandling. Ved at indrette et Fattigvæsen indrømmer den, at den har noget at oprette. I en ideal Stat vilde der ingen Fattige være; at der gives dem, der mangle det til Livets Ophold nødvendige, skønt de have Evne og Villie til at arbejde, vil stedse hænge sammen med Fejl i den sociale Organisation. Deraf følger dog ikke, som Fichte mente, at Fattigunderstøttelsen først og fremmest er Statens Sag og først i anden Række Enkeltmænds Sag. Statens Indgriben maa her, som paa andre Punkter, kun være den sidste Udvej, det nødvendige Supplement til de frie Kræfters Virksomhed. Den frie Filantropi faar netop den Opgave: saa længe som muligt at forebygge, at Staten maa gribe ind med sit tunge Apparat. Fra to helt forskellige Sider er Statens filantropiske Virk- somhed bleven angreben. — Man har i Statsfattigvæsenet fundet en slet Kommunisme, hvor Staten yder sin Gave uden at have tilstrækkelig Indflydelse paa Modtageren. Naar det ikke kan forbydes dem, der modtage Fattigunderstøttelse, at indgaa Ægteskab, bliver Fattigdommen kun forøget ved Stats- hjælpen. Man har derfor i Stedet for Fattigvæsenet forlangt et Statsassurancevæsen, i hvilket Arbejderne skulde være tvungne til at deltage*). Men det er ikke let at forstaa, hvorledes man kan faa Folk til at assurere deres Fremtid, naar de intet have til Underhold i Nutiden. Dette Forslag- forudsætter altsaa, at den værste Nød allerede paa en eller anden Maade er afhjulpen. Men hvorledes dette Resultat skal kunne naas, er netop Vanskeligheden — Fra en helt anden Side vil man have Staten holdt aldeles borte fra dette Om- raade. Lige saa stor og smuk en Ting den private Velgøren- hed er, lige saa fordærvelig en Ting anser man Statsvelgørenhed for at være. Kun den frie Menneskekærlighed — mener man — lader Velgørenheden blive udøvet med den i’ette Ansvars- følelse, saa at man ikke ved at understøtte uværdige fører *) Saaledes de tyske Nationaløkonomer Wagner og Schäffle. (Schönbergs Handbuch der polit. Oekonomie. II, p. 598. 615). — Smlgn. oven for XXVI, 14.