Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

338 XXXVI. Folk og Stat. hæng mellem dem kan finde sin Begrundelse. En Undersøgelse af Forholdet mellem Folk og Stat vil tjene dette Øjemed. 2. Ved Omtalen af Familien og det frie Kultursamfund som selvstændige sociale Livsformer have vi set bort fra, at de i Virkeligheden stedse forekomme i en bestemt historisk og national Sammenhæng. Paa de mest primitive Udviklingstrin er der ingen skarp Grænse at drage mellem Familie, Kultur- samfund og Stat. I Flokken eller Stammen, saaledes som den fremtræder paa tidlige Udviklingstrin, hersker Blodets Baand, og den fremmede, der skal behandles som Ven og op- tages i Samfundet, maa i det mindste symbolsk faa Del i det fælles Blod. Den. primitive Flok er tillige et Kultursamfund, for saa vidt der paa dette Trin i det hele er Tale om Kultur. Arbejdet øves i Fællesskab, og hvad man besidder, ejes af Flokken i Fællesskab. Den ideelle Kultur er repræsenteret af Troen paa Stammens Guder. Og Flokken, er endelig en lille Stat, idet den samler sig til fælles Modstand mod ydre Fjender, og idet Familiefaderen eller Høvdingen ogsaa ind ad til udøver Magt for at holde de genstridige i Tømme. — Det gaar her som overalt, at de skarpe og tydelige Forskelle først fremkomme i Løbet af Udviklingen og ikke gøre sig gældende fra først af. En Flok er ikke et Folk, men bliver først dertil, naar der udvikler sig en mere bevidst Følelse af Fællesskab end der kan være til Stede, hvor man lige saa hurtig splittes ad i smaa Grupper, som man i Nødens Stund samles til gensidig Bistand. En sammenhængende Erindring og Tradition er en Forudsætning for et Folks Tilbliven. Gennem fælles Skæbne og fælles Virksomhed opstaar enhver fælles Følelse (smign. XIII, 3 o. fl. St.), ogsaa Nationalfølelsen. Den fælles Skæbne og den fælles Virksomhed betinges først og fremmest ved, at alle bo og bygge i det samme Land. Dettes Beskaffenhed betinger Arbejdets fælles Natur saa vel som de fælles fysiske Tilskikkelser, fælles Stemninger over for Naturen, fælles Frygt og fælles Glæde. Selv et Nomadefolk har dog sine Pladser, til hvilke det fra Tid til anden vender tilbage, saa at der bliver Sammenhæng i dets Erindringer. Har det ingen anden fast Besiddelse, saa har det dog Fædrenes Grave, til hvilke det føler sig knyttet, og om hvilke det kredser som om et