Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXXVI. Folk og Stat. 339 Centrum*). Det er ligegyldigt, hvad r fra føsedt af har ført Flokken sammen, — om den er opstaaet ved Nedstamning fra samme Familie, eller ved Sammenslutning af flere mindre Flokke, eller ved at en stærkere Flok underlagde sig en svagere. Hovedsagen er, at der kommer et saadant Samliv i Gang, at et fælles Tanke- og Følelsesliv udvikler sig under fælles Skæbne og fælles Virksomhed. Det fælles Sprog er selv ofte først et Produkt af dette Samliv, og det er først paa højere Udviklingstrin, at det kan komme til at spille en af- gørende Rolle. Sproget er ikke altid det afgørende. Det schweiziske Folk er et Exempel paa, at Nationalfølelsens og Sprogets Grænser ikke behøve at falde sammen; Hovedsagen er, at der udvikler sig en Fællesbevidsthed, og dertil behøves blot fælles Historie. Gennem fælles Skæbne og fælles Virksomhed udvikle sig de for en Menneskegruppe fælles Vaner og Sæder. Livet former sig uvilkaarlig paa en vis bestemt Maade og i visse be- stemte Retninger. Disse uvilkaarlig dannede Former virke saa igen bestemmende for Fremtiden, og det ikke blot paa ubevidst Maade, men ogsaa gennem mere eller mindre bevidst Trang og Følelse. Der føles en Trang til at foretage samme Handling paa samme Vis under samme Forhold. Dyrkning af Jorden, Jagt og Krig, Klædning og Vaaben, Ægteskabs Ind- gaaelse, Opdragelse, Gudsdyrkelse, Hævn og Nydelser — alt ordnes og øves ikke saa meget efter hvad man ved Overvejelse finder hensigtsmæssigt og fornuftigt, som efter den Maade, hvorpaa Fædrene have ordnet og øvet det. Et Brud derpaa eller en Hindring deri kan vække en lignende Lidenskab, som et Dyr føler, naar det hindres i at foretage en instinktmæssig Handling. Der føles Forargelse over den, der vil indføre ny Sæd, og en med Forargelse blandet Forundring er den Følelse, hvormed man iagttager andre Menneskegruppers Sæder og Skikke. — Det er — saaledes kunde vi ogsaa udtrykke os — *) Smign. Herodot IV, 127, hvor Skyterne vægre sig ved at indlade sig i Kamp med Perserne, da de ikke have Byer eller dyrket Land at forsvare; kun da ville de kæmpe, hvis Perserne finde deres Fædres Grave og ødelægge dem. — I første Mose- bog Kap. 23 køber Abraham, der ellers lever som Nomade, sig et Stykke Jord for deri at begrave Sara. 22