Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

344 XXXVII. Ret og Moral. mellem Moral og Ret sig ikke gældende*). Ved Ret forstaa vi paa vort moderne Standpunkt Indbegrebet af de i bestemte Kundgørelser udtalte Regler for Magtens Anvendelse, medens vi ved Moral forstaa det, der kundgøres for os af Samvittig- heden i vort Indre. Men en saadan skarp Modsætning mellem et Ydre og et Indre, mellem ydre Magt og indre Følelse ei- ferst Frugt af en lang Udviklingsgang. Der er oprindelig ingen Forskel mellem Sædvane, Tradition, Ret, Moral og Religion. Der gør sig en Trang gældende til at behandle lignende Tilfælde paa lignende Maade. At noget én Gang er gaaet for sig paa en vis Maade, er Grund nok til, at det næste Gang skal gaa for sig paa samme Maade. Som alle- rede bemærket, er det ikke en rent ubevidst Vane, her raader. I Trangen til at følge de én Gang banede Veje virker ogsaa Ærefrygt for Fortiden og for de dunkle Magter, fra hvilke de raadende Skikke og Overleveringer**) udledes. Disses første Udspring skjuler sig i det ubekendte; derved faa de en hemmelighedsfuld Karakter. Og da de indeholde Summen af de Erfaringer, Forfædrene have gjort i Livets forskellige Forhold, afgive de ofte en bedre Rettesnor end Individets egen mere begrænsede Indsigt. Hvor disse uskrevne Love optegnes og bekendtgøres, træder Statsmagten besterntere frem som den, der hævder og gennemfører Lovene, og disse faa nu Karakteren af udtrykkelige Villiestilkendegivelser. Retten er nu ikke længere Indbegrebet af Folkets uvilkaarlige Nonner, men er den herskende Magts Villie. I Modsætning til Statsmagten staa de enkelte Individer med deres personlige Overbevisning, og her kan det da komme til en Konflikt mellem Retten og Moralen. De ere ikke ) Jeg bruger her Udtrykket Moral til at beteg’ne den, praktiske Etik. y ed Ordet Etik tænker man let udelukkende paa en teoretisk Lære. ) Vi mangle paa Dansk et Ord, som ganske udtrykker hvad der ligger i det tyske »Sitte«. »Sitte« er forskellig fra Vane ved, at den fremtræder som normerende for Bevidstheden, medens ved Vanen ingen tydelig Bevidsthed behøver at gøre sig gældende. Der er ved »Sitte« et indre, subjektivt Moment, som kan mangle ved Vanen, der nærmer sig den rene Reflexbevægelse. — Smign. den fortrinlige Udvikling af Begrebet »Sitte« hos Jhering: Der Zweck im Recht. II, p. 19 — 41.