Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXXVII. Ret og Moral. 345 længere forenede i Overleveringen, men hvad Retten byder eller tillader, forbyder maaske Moralen, og hvad denne byder, forbyder maaske Retten. Der kan her opstaa en Konflikt, som ofte faar en tragisk Udgang. Samfundet maa hævde sin Retsorden, og Individet maa hævde sin Overbevisning, maa »adlyde Gud mere end Menneskene«*). Den Enkelte har her ikke andet at gøre end at appellere fra den nuværende Rets- orden til Fremtidens paa bedre Grundlag byggede Retsorden. — Men saadanne Konfliktstilfælde maa ikke være bestemmende for Fastsættelsen af Forholdet mellem Ret og Moral i det hele. Ret og Moral have historisk udviklet sig af en fælles Rod, og de blive kun i Undtagelsestilfælde helt fremmede for hinanden. 2. Naar det primitive Udviklingstrin, hvor Forskellen mellem Ret og Moral endnu ikke træder frem, forlades, og naar Retten udvikles som et særligt Omraade for sig, saa er det især fire Punkter, ved hvilke den viser sig at være for- skellig fra Moralen: den støtter sig til ydre Tvang; den angaar kun den ydre Handling; den er mere universel; den er mere elementær. a) En moralsk Handling maa være udsprungen af den Handlendes egen indre Følelse og Villie. Men Retshandlingen kan fremtvinges med ydre Magt, ligegyldigt om den Handlendes *) Smign. Platons Apologi. Kap. 17. — Apostlenes Gerninger IV, 19; V, 29. —- Jurister holde ikke af at tænke sig den Mulighed, at den Enkelte kan have etisk Ret over for »Retten«. Selv A. S. Ørsted siger: »Enhver er pligtig at underordne sin private Mening den, som ligger til Grund for Loven. I det mindste maa han af enhver offentlig Myndighed betragtes som pligtig dertil«. (Om de første Grund- sætninger for Straffelovgivningen. — Eunomia II, p. 202). — I den danske borgerlige Straffelov § 42 tales der om »den urigtige Formening’, at den ved Loven forbudne Handling' efter Samvittighedens eller Religionens Bud er tilladt eller endog befalet«, og det synes altsaa, som om det slaas fast, at Uretten altid maa være paa den Enkeltes Side. Saa er Ørsted forsigtigere, naar han blot hævder, at den offentlige Myndig- hed nødvendigvis maa betragte Sagen paa denne Maade. Lovens Affatter synes at have villet tilsløre Muligheden af en virkelig' Konflikt. Men denne Mulighed er stedse til Stede, saa snart der i det hele kan gøres Forskel mellem Ret og Moral.