Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXXVII. Ret og Moral. 347 Derved hæmmes efter Haanden de Tendentser, som stride mod disse Betingelser. Direkte opdrager den ved at afgive en fast Ramme, inden for hvilken de frie Kræfter trygt kunne røre sig. Den betinger en Følelse af Sikkerhed og Stadighed, uden hvilken enhver højere Bestræbelse bliver umulig. Men Sammenhængen mellem Ret og Moral er langt fra udtømt hermed. Den Opgave at hævde Retten ved Magten tilfalder naturlig dem, der raade for Samfundets samlede, koncentrerede Magt. Den etiske Berettigelse og Nødvendighed af denne Magtanvendelse beror paa, at det Heles Tarv staar over den Enkeltes Lyster. Det er den samme Forudsætning, som gælder for enhver Etik, der ikke hylder Øjebliksstand- punktet eller det individualistiske Standpunkt. Det er en etisk Opgave at hævde de Grundbetingelser, uden hvilke Samfundslivet ikke kan bestaa og udvikle sig. Der maa nød- vendigvis sættes Skranker for de enkelte Individers Trang til at brede sig i Tilværelsen, dersom et Samfundsliv skal være muligt. — Ikke blot ved. sine Virkninger, men ogsaa ved den Foi’udsætning, hvorpaa den bygger, faar den ved Magt hævdede Ret altsaa en etisk Karakter. Trods den stadige Mulighed for en Konflikt mellem Ret og Moral, er Retten dog stedse etisk betinget og Retsordenen en Del af den etiske Orden. Netop dette er det, som giver en saadan Konflikt dens tragiske Karakter. Det er et Sammen- stød af etiske Magter, eller rettere af Magter, der hver for sig maa gøre Fordring paa etisk Myndighed — ti naar der finder et Sammenstød Sted, maa en af Parterne have mistet sin etiske Karakter. Hvilken af dem der i det enkelte Til- fælde har forskertset sin Myndighed, det er netop det store Spørgsmaal. Er det min Samvittighed, som, naar den strider mod en gældende Ret, blot er et Hjernespind, eller er det Lovbuddet, som naar det strider mod min Samvittigheds klare Udsagn, blot er en vilkaarlig og uforsvarlig Fordring? Den sidste Afgørelse vil i alle Tilfælde ligge i den Enkeltes Sam- vittighed; ti Samvittigheden dømmer alt, ogsaa sig selv (IV, 3). Vælger jeg at bøje mig for den positive Ret, maa jeg lige saa vel kunne forsvare det for min Samvittighed, som hvis jeg vælger at bryde den positive Ret.