Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

348 XXXVII. Ret og Moral. Goos, hvis Udvikling af Forholdet mellem Ret og Moral for mig har været meget lærerig, udtaler*), at den positive Ret kun forspilder sin etiske Berettigelse, »naar et under Rettens Navn raadende Despoti steg til en saadan Højde, at det fra Sædelighedsideens Standpunkt kunde siges, at ingen Ret var bedre end en saadan Ret«. Grænsen for Rettens Uret over for Moralen synas dog her at være afstukken for snevert. Ikke blot hvor Despotiet, men ogsaa hvor Trægheden hersker i Rettens Navn, kan en positiv Retsbestemmelse miste sin etiske Karakter. En positiv Lov kan staa i Vejen for en Ordning, den etiske Lov kræver, og det er ikke sagt, at den etiske Fordrings Fyldestgørelse kan vente, til den gældende Ret ad den i Loven foreskrevne Vej afløses af en bedre Ordning. Ved enhver gavnlig Reformation og Revolu- tion sker der et etisk Gennembrud, som sprænger den positive Lovs Skranker. Under sædvanlige Forhold kunne de etiske Fordringer paa stille og jevn Vis faa Afløb over i den positive Rets Former; men der kan være opsamlet en saadan etisk Spændkraft, at et pludseligt Gennembrud bliver nødvendigt. Ikke blot altsaa, naar den positive Ret staar meget lavt, men ogsaa naar den etiske Fordring staar meget højt, vil Kon- flikten komme, og komme som en etisk Nødvendighed. 4. Hvor bestemt Forskellen mellem Ret og Moral gør sig gældende, naar et højere Udviklingstrin er naat, kan ses af, at man netop fra et alvorligt etisk Standpunkt har villet hævde, at Ret og Moral slet ikke have nogen fælles Rod, og at Retten ikke har nogen etisk Karakter. Kant og Fichte opfattede Retten som en rent ydre Ordning, der nødvendigvis maa være til Stede, naar selvstændige Væsener skulle leve sammen. Den ene Persons Frihed maa indskrænkes saaledes, at den anden Persons lige saa store Frihed bliver mulig. Men Retten fastsætter kun en ydre Ordning, forbyder faktiske Overgreb paa andres Frihed. Overholdelsen af disse ydre Skranker har — efter Kants og Fichtes Opfattelse — ingen etisk Betydning, da den kan til Veje bringes ved Hjælp af rent egoistiske Motiver. Retten fordrer blot Legalitet, ydre Overensstemmelse med de for flere Personers Samliv gældende ‘) Almindelig Retslære I, p. 47.