Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXXVII. Ret og Moral. 349 Regler. Men Etiken fordrer Moralitet, en indre Tilslutning til den erkendte Pligt. Lige saa lidt som den gode Villie har noget at gøre paa Rettens Omraade, lige saa lidt har Legali- teten som saadan nogen etisk Betydning. Fichte har gjort det mest karakteristiske Forsøg paa at begrunde Retslæren som en selvstændig, af Etiken aldeles uafhængig Videnskab. Rettens Princip forudsætter blot den Beslutning hos et Individ, at det vil leve sammen med andre Individer. Hvorfor Individet fatter denne Beslutning, om det sker af etiske eller af egoistiske Grunde, vedkommer ikke Retslæren. Med den, der ikke vil leve sammen med andre Individer, har Retslæren intet at gøre; intet af dens Argu- menter gælder over for ham. Men foreligger der en Beslut- ning af nævnte Indhold, saa viser Retslæren, at den kun kan gennemføres, naar Individet er villigt til at indskrænke sin Frihed. Har man sagt A, maa man ogsaa sige B, og vil man ikke sige B, maa man ogsaa lade være at sige A: den, der ikke vil indskrænke sin Frihed, kan ikke leve sammen med andre Individer. Vi komme altsaa — siger Fichte — til Retten, uden i mindste Maade at forudsætte Moralen. — Men dertil kommer endnu, at Moral og Ret kunne stride mod hinanden. Den moralske Lov forbyder mig at tage den fattiges sidste Lam, naar han ikke kan betale sin Gæld, til mig; men den juridiske Lov tillader mig det. Hvorledes kan en saadan Tilladelse have nogen etisk Begrundelse? Af en fælles Forudsætning kan der ikke udspringe to hinanden mod- stridende Slutninger*). Hertil er for det første at sige, at Retsordenen meget godt kan have etisk Betydning, fordi den hævdes ved ydre Tvang, og fordi Individet allerede af rent egoistiske Motiver ledes til at anerkende den. Naar Retten hævder de mest elementære etiske Fordringer, er det intet Under, at den slaar noget fast, som man ogsaa fra helt andre Standpunkter end det egentlig etiske kan erkende for nødvendigt. Sikkerhed, *) J. G. Fichte: Grundlage des Naturrechts. Jena und Leipzig 1796. Einleitung § 2 og Erstes Hauptstück § 4. — Før Fichte havde Anselm Feuerbach udtalt en lignende Teori, dog ikke i saa gennemført en Form.