Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

352 XXXVII. Ret og Moral. selv har anerkendt. Det er et vigtigt Vendepunkt i Autori- tetens Historie*). Magtens Inkonsekventser ville i Længden falde tilbage over dens eget Hoved. Selv om den kun har taget Retten paa som en Slags Forklædning, saa har den derved udæsket en farlig Fjende. Den har udæsket Kritiken, og den vil ikke kunne stanse denne igen uden ved systematisk at tilintetgøre enhver frit tænkende Bevidsthed. At den ikke formaar dette, viser sig ved, at den i Regelen — selv om det sker ved nok saa mange Fordrejninger og Sofisterier — søger at skaffe sig et Skin af retslig Begrundelse for sin Adfærd. Naar Kritiken først er begyndt paa ét Punkt, gaar den snart videre. Den indskrænker sig ikke til at prøve Overens- stemmelsen mellem den enkelte Magtanvendelse og den Ret, Magten selv har erkendt som gældende; men den vender sig mod selve den gældende Ret og fordrer dens Uligheder og Ulemper fjernede. Allerede gennem den offentlige Kritik og Debat faa Folkets Tanker og Følelser Indflydelse paa Rettens Fastsættelse og Anvendelse. Magthaverne selv ville i Længden ikke kunne unddrage sig denne Indflydelse; i deres egen Be- vidsthed gøre disse Tanker og Følelser sig til en vis Grad gældende, lige som allerede paa Sædvanerettens Standpunkt Magthaverne ogsaa føle Overleveringens Magt (XXXVI, 5). — Man har endog prist det som den sande frie Forfatning, hvor den endelige Afgørelse af Sagerne vel ligger hos den absolute Monark, men hvor der hersker ubetinget Diskussionsfrilied, saa at der øves en Kontrol af alle over for alle. Monarken slaar da blot det fast, der som Frugt af den alsidige Debat har udviklet sig i Folkets Sind**). Men her er der dog endnu for stor Afstand mellem Debatten og Afgørelsen og ingen Garanti for, at denne virkelig kommer i saa nøje Forbindelse Om Grundlaget for den humane Etik. p. 75—79. *') Smlgn. E. C. Sibbern: Dikaiosyne. Kbhvn. 1843. Se min Afhandling om Sibbern i »Tilskueren« 1885. p. 848. — Paa lignende Maade skulde i Følge Kardinal Newman (Apologia pro vita sua. 1864. p. 271 ff.) selve den ufejlbare Pave kun have den Opgave at »definere« hvad Kirken allerede i Forvejen tror paa. Han skulde blot slaa Resultatet af Trosudviklingen inden foi’ Kirken fast. Katolikerne, sagde Newman, tro ikke paa Jomfru Marias ubesmittede Undfangelse, fordi den er slaaet fast af Paven; men den blev slaaet fast, fordi Katolikerne troede paa den!