Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXXVII. Ret og Moral. 353 med hin som muligt. Retten kommer derfor endnu ikke i den inderlige Sammenhæng med Folkebevidstheden, som er nød- vendig for dens sikre Bestaaen. Det sker kun, hvor Folket har politisk Frihed, og dermed direkte Indflydelse paa Rettens Fastsættelse gennem Lovgivningen. Kun derved vil det ogsaa være muligt, at Magthavernes Særinteresser mere og mere kunne underordnes Samfundets fælles Interesser. — Men den levende Retsfølelse i Folket er — hvilken For- fatning man saa end tænker sig — stedse det sidste Værn for Retsordenen*), lige som den er den Kilde, af hvilken denne fra først af udvikler sig. Hvor denne Kilde stanser, er Livet ude, selv om Statsmekanismens Hjul endnu en Tid kunne blive ved at klapre. b) Paa primitive Trin er det ikke de enkelte Individer, men Slægterne, Familiegrupperne, Retsordenen har med at gøre. Individet betragtes kun som Led af sin Familie og sin Stamme. Inden for disse Grupper hersker der Fællesskab i Ejendom, maaske endog i Henseende til Kvinder og Børn. Ægteskabet er ikke en Sag mellem to Individer, men mellem to Slægter, som derved komme i Forbindelse med hinanden. Sker der et Mord eller et Ran, rammes hele den Slægt, til hvilken Gerningsmanden hører, af Gengældelsen. Der existerer ingen individuelle Forpligtelser og ingen individuel Skyld. Først efter Haanden som den instinktmæssige Sædvane ud- vikler sig til egentlig Retsfølelse, foregaar der en Emancipa- tion af de enkelte Individer, ved hvilken de hvert for sig blive til retslige Personer, Midtpunkter for Rettigheder og Forpligtelser, Subjekter, der kunne paadrage sig Skyld og bøde for den. Endnu findes der Spor af den primitive Tanke- gang i vor Retsorden (smign. f. Ex. XXII, 1). *) Smign. Jhering: Der Zweck im Recht. I. 2 Aufl, p. 381: »Paa den nationale Retsfølelses moralske Magt beror i sidste Instants Rettens hele Sikkerhed. Ikke paa Forfatningen — man udtænke sig den saa kunstig man vil; der kan ikke tænkes nogen, som faktisk berøvede Statsmagten Muligheden af at træde Loven under Fødder. Ikke paa de Eder, ved hvilke man mener at sikre den — Erfaringen viser, hvor ofte de brydes. Ikke paa den Hellighedens og Ukrænkelighedens Nimbus, med hvilken Teorien beklæder Loven — den imponerer ikke Vilkaarlighed en«. Høffding: Etik. 23