Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

356 XXXVII. Ret og Moral. ring af det Karakterbillede, der danner sig af ham i deres Bevidsthed. Det er ikke selve Berettigelsen til at dømme, men det er Usikkerheden i de Data, hvorefter der dømmes, som Vægten maa lægges paa, naar den offentlige Mening ska] vises tilbage inden for sine rette Grænser. Paa den anden Side har den Enkelte ofte selv Skylden for den offentlige Miskendelse, der bliver ham til Del, naar han ikke gør nok for, at hans Adfærd kan komme til at staa i det rette Lys for andre. Man har ikke Lov at lade sig gøre til Martyr, naar man ikke har gjort alt muligt for at stille sin Sags virkelige Sammenhæng saa klart frem som muligt. Selv Ironikeren Sokrates tog Bladet fra Munden, da det blev Alvor, og da det gjaldt om at hindre hans Landsmænd i at begaa en Forbrydelse. XXXVIII. Statens etiske Betydning. 1. Mest direkte og i Øjne faldende vilde Statens etiske Betydning være, dersom de havde Ret, der opfatte Staten som en umiddelbar Aabenbaring af det godes Idé, som en etisk Autoritet, der staar uafhængig af og hævet over de individuelle Samvittigheder. Statsmagten vilde da være Indivi- dernes etiske Formynder, som de havde at bøje sig for. I sin mest extreme Form fremtræder denne Opfattelse, hvor man paastaar, at Staten skal bygges paa et teologisk Grundlag. Staten er her ikke blot en etisk Magt, men — føjer man til — da al Etik beror paa religiøs Autoritet, maa Staten tilsidst bygge paa religiøs Grund. Staten behøver — hedder det — »en øverste, tilforladelig Maalestok« for at kunne an- stille en Vurdering af de menneskelige Formaal, som det er dens Opgave at fremme. Udvortes Retfærdighed kan ikke gennemføres uden indvortes Retfærdighed, og denne forudsætter igen et i’eligiøst Sindelag, som kun kan vindes ved Kristen- dommen. Staten maa altsaa være kristelig Stat. Dette forud-