Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXXVIII, Statens etiske Betydning. 357 sætter, »ikke at levende personlig Kristendom skal findes hos alle i Folket, men at Folket bøjer sig under den kristelige Overleverings Autoritet«. Statens Kristelighed viser sig først og fremmest i, at den støtter Kirken; dernæst i, at den sørger for kristelig ,Sæd og Skik i Folket og for kristelige Skoler, og at den i det hele indpræger de kristelige Grundsætninger i sine Love og Indretninger*). Der er noget tvetydigt i denne Lære. Den siger os ikke med rene Ord, hvor den tilforladelige Maalestok egentlig findes. Kristelig Overlevering og kristelige Grundsætninger ere løse Begreber, især naar det udtrykkelig indrømmes, at man ikke forudsætter, at alle i Folket have levende, personlig Tro paa Kristendommen. Ingen kan negte, at Kristendommen har givet betydningsfulde Bidrag til Udviklingen af den etiske Be- vidsthed i Menneskeslægten. Men disse Bidrag maa suppleres med Bidrag fra andre Sider og ere hverken i Form eller Ind- hold tilstrækkelige til at tjene som tilforladelig Maalestok. Naar man fra teologisk Side roser sig af at have en tilfor- ladelig Maalestok, bliver der kun Mening deri, hvis man konsekvent fastholder Autoritetsprincipet. Altsaa Kirketroens Autoritet (hvad enten denne nu er Paven, Bibelen eller Tros- bekendelsen) skal være Statens Grundlag. Det bliver et Teokrati eller en Kirkestat, som følger heraf. Staten bliver ikke et rent menneskeligt Samfund, men afhængig af en over- naturlig Autoritet. Om noget saadant kan der paa det Stand- punkt, hvorpaa vi her have stillet os, ikke være Tale. Lige som vi have hævdet Forskningens og Samvittighedens Frihed, saaledes maa vi ogsaa hævde Statens Fi’ihed og Selvstændighed over for det teologiske Autoritetsprincip. Forholdet er endog, som vi have set i det foregaaende (XXXIII, 3), det omvendte af hvad »den kristelige Stats« Tilhængere tænke sig: det er Staten, som tilsidst afgør, hvor vidt de forskellige religiøse Kon- fessioner stemme med »Sædelighed og offentlig Orden«; den henter ikke selv sit Sædelighedsbegreb fra nogen af dem. *) Martensen: Den sociale Etik. p. 125—125. — Den prote- stantiske Biskop mødes her med katolske Kolleger. Smlgn. Ketteier: Freiheit, Autorität und Kirche, p. 185 o. fl. St.