Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

358 XXXVIil. Statens etiske Betydning. Fra Kristendommens eget Standpunkt er der kun da Mening i Ideen om en kristelig Stat, naar man kan gaa ud fra, at alle i Folket ere Kristne. Men man sagde jo ud- trykkelig , at man ikke gik ud derfra! * Kristendommen skal altsaa raade over dem, der ikke tro paa den! — Hele denne Tale om kristelig Stat er Uklarhed fra først til sidst. Man tager Ordet Kristendom i forskellige Betydninger, alt efter som det konvenerer. Over for højkirkelige Teologers Uklarheder er det vel- gørende at se Grundtvigs sunde og klare Opfattelse af Statens Væsen. Saa dybt han personlig var greben af Kristendommen, indsaa han dog, at »hvor de borgerlige Forhold i Sandhed, skal genfødes og vinde Fasthed, dér maa man lade Kristendommen som noget aldeles frit og uberegneligt aldeles ude af Regningen ... og holde sig til den Menneske- natur, Historien paa ethvert givet Sted aabenbarer« *). 2. Selv om man ikke vil bygge Staten paa et teologisk Grundlag, kan man dog mene, at Staten er Udtryk for en højere Sædelighed, at dens Love lære den Enkelte hvad der er godt og rigtigt. Den Enkelte har vel sine subjektive Idealer, men i Staten træder ham Idealet i Møde som en virkelig Magt. Den antike Statsopfattelse, saaledes som den udvikledes af Platon og Aristoteles, gik i denne Retning. Jurister have stedse en Tilbøjelighed til at se Sagen paa denne Maade (smign. XXXVII, 1). I nyere Tid har Hegel især gjort denne Opfattelse gældende i extrem Form. »Staten er den sædelige Idés Virkelighed«. »Individet har kun Sand- hed og Sædelighed, for saa vidt det er Led af Staten«. Statens Magt er »den sig som Villie virkeliggørende For- nuft« **). Denne Opfattelse har det fælles med den foregaaende, at den ophæver den enkelte Personligheds Selvstændighed. og frie Overbevisning. De enkelte Individer betragtes som blot afhængige og modtagende i Forhold til Staten, ikke hvert for sig som konstituerende Medlemmer af den. Man giver Staten *) Mands Minde, p. 127 smign. p. 569 f. **) Hegel: Philosophie des Rechts. § 257—258.