Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

364 XXXVIII, Statens etiske Betydning. er at tillægge det en absolut Betydning afset fra dets Forhold til andre Individer. Hvis Ordet Suverænitet skal tages i streng Forstand*), vil ethvert Samfund kun kunne blive en Hob eller en Dynge af Individer; der vil ikke kunne blive nogen indre Sammenhæng mellem dem. De gaa paa Akkord med hverandre, men leve ikke et fælles Liv. Et virkelig fælles Liv bliver kun muligt, naar Individet fra først af be- tragter sig og betragtes som et Led af Slægten og Samfundet. Suveræniteten — den absolute Selvstændighed og Magtfylde — kan ikke ligge hos nogen Enkelt eller hos alle Enkelte be- tragtede som hver for sig isolerede. Den kan ligge hos Folket, til hvilket de Enkelte høre ved Fællesskab i Skæbne og Virksomhed. Konsekvent maa Individualismen gaa et Skridt videre. Ingen Statsform kan uafbrudt lade de individuelle Villier raade. Selv hvor den største politiske Frihed hersker, er det kun ved enkelte særdeles vigtige Sager, at det hele Folk ud- spørges, saaledes ved Folkeafstemningerne (Referenda) i Schweiz. I Mellemtiden mellem saadanne Afstemninger træde de individuelle Villier tilbage, og Statens centrale Organer raade for Tingenes Gang. Den strenge Individualisme maa betragte en saadan Mellemtid som en Ufrihedsperiode. Det er derfor konsekvent, naar Rousseau skriver: »Det engelske Folk tror, at det er frit. Det tager højlig fejl. Det er kun frit, saa længe der vælges Parlamentsmedlemmer; saa snart disse ere valgte, er det Slave, er det intet!«**). Rousseau forkastede derfor Repræsentationssystemet: Suveræniteten kan ikke repræsenteres! Men han oversaa, at heller ikke inden for det enkelte Individ staar den vælgende Villie isoleret fra de andre Elementer i Menneskets Væsen. Den liar kun Be- *) Hvilket sjelden sker. Smign. Stuart Mill: Levned. Dansk Overs. p. 259. Dühring: Cursus der Philosophie, p. 268. Naar det her siges, at kun de Indgreb i Suveræniteten ere til- stedelige, som ere nødvendige for at hævde alles lige Suverænitet, saa kan man aabenbart ikke udlede disse Indskrænkninger af Individets Suverænitet; hvorfor skulde den begrænse sig selv? Indskrænkningen forudsætter et Standpunkt, som paa én Gang omfatter alle Individer, og hvor Sondringen altsaa ikke gælder. **) Contrat social III, 13.