Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXXVIII. Statens etiske Betydning. 365 tydning ved at være Udslag af hele. Individets Natur og Karakter, og naar Individet tager Konsekventserne af sit Valg, bøjer det sig derfor heller ikke for nogen fremmed Magt, men for sit eget Værk. Det er saaledes heller ikke noget Skaar i Vælgernes Frihed, at de ere bundne ved deres eget Valg. Uden en saadan Bundethed er der hverken Karakter i det enkelte Individ eller Folkekarakter i den hele Nation. — 5. At saa forskellige Opfattelser af Staten som de nu omtalte kunne gøre sig gældende, kommer først og fremmest af, at Staten er et mangesidigt Væsen, og at dens Begreb indeholder Elementer, hvis indbyrdes Forhold det er vanskeligt at bestemme. Men det hænger ogsaa sammen med, at Staten endnu er i sin Vorden, idet de forskellige Elementer i dens Væsen endnu ikke ere bragte til fast Sammenhæng indbyrdes, og at under Udviklingens Gang snart et, snart et andet Ele- ment trænger sig frem i Forgrunden. Magt, Ret og Kultur staa til forskellige Tider i forskelligt Forhold til hverandre. Spørgsmaalet er nu, om vi kunne angive et Normalforhold imellem dem, d. v. s. et Forhold, som bedst svarer til Vel- fæ rdsprincipets Fordring. Af stor Betydning er her den Erkendelse, at det uvil- kaarlige stedse gaar forud for det vilkaarlige. De Indretninger og Ordninger, som Menneskene træffe med fuld Bevidsthed og Vilkaarlighed, forudsætte stedse, at der uvilkaarlig har ud- viklet sig et Indhold, som kan ordnes og anvendes paa en vis Maade. Vi begynde i vore Indretninger og Ordninger aldrig absolut for fra. Dette gælder psykologisk set for den vælgende Villies Forhold til de andre Sider af Sjælelivet, og det gælder sociologisk set for Statens Forhold, til Folket. Staten skal ordne og værne om Folkets Liv, men den frembringer det ikke fra først af. — Først og fremmest er det etiske Liv i sit inderste Væsen og Udspring uafhængigt af Staten. Det skyldes Følelser, som udvikle sig under Individernes Samliv, men som ikke kunne fremtvinges ved Magt. Staten kan ind- gyde Frygt ved sin blotte Magt; men derved kommer den ikke langt. Ærefrygt indgyder den først, naar Individet finder, at Staten ledes af de Principer, det selv føler sig bundet til i sit Indre. Naar Staten fordrer Underkastelse af etiske Grunde, appellerer den altsaa til en Magt, den ikke selv har frem-