Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

366 XXXVIII. Statens etiske Betydning. bragt, men som den forudsætter, er til Stede. De etiske Principer, som Staten slaar fast og anvender i sin Forfatning og i sine Love, have først udviklet sig i Folkets Bevidsthed, — Staten frembringer heller ikke Familielivet. Dette har sin Rod i Menneskets Natur; dets Kræfter og dets Former ere kun i deres ydre Fremtræden og Kundgørelse, ikke i dere& Udspring og inderste Væsen underlagte Statens Indgriben. — Kulturen er heller ikke Statens Værk. Den udvikler sig i det frie Samfund. Baade den materielle og den aandelige Kulturs Oprindelse fører os stedse tilbage til enkelte Individer^ i hvis Bevidsthed de nye Tanker ere bievne til. Inden for den Enkeltes Bevidsthed have disse nye Tanker deres første Kamp for Tilværelsen at bestaa. Naar de træde ud i Verden, maa de først samle smaa Kredse eller Menigheder om sig, inden for hvilke de kunne finde deres videre Pleje og Udvikling, og derved blive skikkede til at paavirke større Kredse. De be- tydningsfulde Udviklingsprocesser i Historien foregaa gærne sporadisk, ud fra spredte Punkter, ikke fra Centrum. De tage ofte deres Begyndelse dér, hvorfra man mindst skulde vente det. Man spørger da forundret: Kan noget godt komme fra Galilæa? I en afsides Krog af det store Romerrige fødtes en Kraft, der skulde leve længere og virke videre end de Magter, man i Rom betragtede som evige. Hvem kunde i det 12. Aarhundrede tænke sig, at de Bevægelser, der ytrede sig i de franske »Kommuner«, vare Indledning til en fuldstændig Omordning af hele det offentlige og sociale Liv? I mørke Værksteder og i foragtede Arbejderkredse blev et af vort Aarhundredes betydningsfuldeste sociale Fænomener, de engelske Fagforeninger, til. Hvad der saaledes har udviklet sig i det skjulte, kan senere komme Statslivet til Gode paa mange Maader, men dette kan ikke selv fra først af frembringe det. — Det samme gælder endog, som vi have set, for Rettens Vedkommende. Den udvikler sig som en uvilkaarlig Form for Livet i Folket; Staten kan kun fæstne, systematisere og hævde den. Staten er lige saa lidt produktiv som den vælgende Villie er det hos det enkelte Menneske. Mulighederne, mellem hvilke der vælges, maa stedse være givne forud i Menneskets Natur. Valget har naturligvis sin store Betydning, selv om