Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

36ß XXXVIII. Statens etiske Betydning. fundet særlig vil tænke paa det økonomiske Samfund, det Samfund, i hvilket den materielle Kultur plejes, saa er det alt for ensidig en Dom. Der kan paa den materielle Kulturs Omraade udvikles Kræfter og Følelser af nok saa megen Værdi som de, Statslivet fostrer. Den materielle Kultur fremmer ikke blot Egennytten og den egoistiske Beregning; den udvikler Villien, det praktiske Blik og Evnen til Sam- virken med andre. Og det er intet Under, at de, som føle disse Kræfter hos sig, ogsaa mene at have Ret ti] at tale et Ord med i Landets offentlige Anliggender. Det er Betingelsen for, at Staten kan vedblive at være Udtryk for hvad der rører sig i Folket. — Men det er ensidigt her blot at tænke paa det økonomiske og materielle Samfundsliv. Den Bevægelse, som har ført til Valgrettens Udvidelse, hænger nøje sammen med den intellektuelle og den religiøse Udvikling, og om denne kan man dog ikke sige, at den forholder sig til Statens Virksomhed som Driften til Pligten*). — Tilmed indrømmer Gneist, at den gamle Tingenes Orden havde sine store Skyggesider: man tog ikke Hensyn til Middelklassens Tarv; man drog ingen Omsorg for Massernes sædelige og aandelige Løftelse eller for Statens Kulturøjemed**). En Statsorden, mod hvilken saadanne Bebrejdelser kunne rejses, fortjener dog sikkerlig at afløses af en anden Ordning! Gneists store Beundring for den gammel-engelske Selvstyrelse er ikke ret forligelig med denne skarpe Dom, der lader Opløsnings- processen komme som en Nemesis. — Det er ingen Undervurdering af Statens Betydning, naar dens Produktivitet indskrænkes til at finde og hævde Former for et Indhold, som er givet uden den. Men denne Opfattelse giver os, hvis den er rigtig, en Advarsel imod at lægge for stor Vægt paa det politiske Liv i dets Sondring fra Livets I mærkelig Modsætning til Gneists gentagne Klager over ndet gamle Samfunds Opløsning« staar en enkelt Udtalelse af ham (p. 996 Note). »Forestillingen om en Opløsning af Samfundet« — siger han — »beror kun paa, at tilvante Forestillinger ikke mere formaa at opdage de vante Skranker«, — Naar det blot er de gamle Rubriker, man savner, synes der ikke at være saa megen Grund til Klage. **) Anf. Skr. p. 891. 938.