Etik
En Fremstilling af de etiske Principer og deres Anvendelse påå de vigtigeste Livsforhold

XXXVIII. Statens etiske Betydning. 369 andre Sider. I Statslivets Kampe glemmes det kun alt for ofte, at Folkets Kræfter først og fremmest maa udvikle sig paa andre Omraader, i Familielivet og i det frie Kultursam- fund, og at de kun, naar dette er sket og stadig paa ny sker, med Frugt kunne anvendes paa det politiske Omraade. I Politiken kommer man let til at sætte Formen over Indholdet. 7. I de faste Former, ved hvilke Folkets Liv ordnes, og ved hvilke det bliver i Stand til at optræde med samlet Kraft ud ad til, lægger Folkets Enhed sig tydeligst for Dagen. De enkelte Individer, Familierne og de frie Kultursamfund frembyde Billedet af en Mangfoldighed af skiftende Fænomener. Staten repræsenterer ikke blot Folkets Enhed, men ogsaa dets varige, ud over de enkelte Individers og Slægtleds Tid sig strækkende Bestaaen. I Staten har Folket sit mest koncen- trerede Udtryk. Ved denne Statens Natur er den almindelige Regel givea for, hvilke Opgaver den vil kunne løse. Naar Staten er Folkéts centraliserede Magt, maa det, den skal kunne frem- hjælpe, være saaledes beskaffent, at det kan ledes systematisk ud fra ét Punkt, og at Magtanvendelse kan bruges som sidste Middel til at holde det oppe. Hvor disse to Betingelser mangle, kan Staten intet gøre. Men der kan ikke nævnes noget Omraade, hvor de nævnte Betingelser ikke paa et eller andet Udviklingstrin og i en eller anden Grad kunne være til Stede. — Hvad og hvor meget Staten inddrager under sin Virksomhed, vil være forskelligt under forskellige Forhold. Hvad en Tid ikke kan tænke sig, at Staten skulde give sig af med, vil maaske til en anden Tid blive dens Hovedopgave. Enten paatager den sig hele Virksomheden, som ved Rets- og Forsvarsvæsen, eller den opretter Anstalter, med hvilke den tillader Privatanstalter at konkurrere, som ved Undervisnings- væsenet, eller den støtter Privatanstalter med materiel Bistand, eller den indskrænker sig til at sikre de frie Bestræbelser den Støtte, som den almindelige Retsorden yder. Statens vii’kelige Styrke bestaar i den Tilslutning, Stats- magten formaar at vinde hos hele Folket. Jo større Frihed, Staten formaar at overlade Individ, Familie og Kultursamfund, uden at dog dens Enhed lider derunder, des stærkere er den. Den personlige og politiske Fi’iheds Udstrækning er derfor Høffding: Etik. 24